Isis er et blændende band. Intet mindre. De kan som få andre blande det farverige og det farveløse, i umættelige stemningsbilleder, der modløst og håbefuldt på én og samme tid, skæres ud i helt forførende melankoli. Sitren i hele kroppen, og jeg kender kun få bands, der kan sende tankerne afsted helt derud, hvor den virkelige verden synes mere urealistisk end den digtede, men Isis kan det. Når de er bedst forstås...

Vi plejer at blive sendt ned i havets dyb, ikke sandt? Eller ud i universet, mellem stjernedannelser og evig tomhed. På fantastiske rejser gennem sindet, og skuffelsen står mejslet i selve solen, når plads i rumskibet, bliver erstattet af en stjernekikkert. Maskinfejl, siger de. Eller mangel på brændstof. ”Wavering Radiant” er lyden af et band, forkalket i sine rutiner, og det er samtidig, og måske endnu værre, lyden af et band, der ved hvad de har gjort ved folk som mig, og ender med at forcere deres virkemidler helt utilstrækkeligt. Vi letter ikke i nat.

Sort magi overmalet med hvidt her, for Isis kommer på ”Wavering Radiant” aldrig derud hvor det bliver spændende, og dystert som i gamle dage. Den skelsættende mørkemesse, kendt som ”Oceanic” ligger lysår fra, hvordan Isis nu lader sig indgyde i tungsindig tomgang, og monolitiske indpisk, growl og subtile passager til trods, slår stemningen aldrig ud i det fulde flor, der skabte mørkeræd og ængstelig ømhed på fortidens mesterværker. Isis synes formulariske efterhånden. Programmeret i deres sangskrivning. Hård og massiv møder underspillet elegance, og det føles sgu lidt som en ballerina på rustne larvefødder, når både brutale og harmoniske forløb flader ud i så uforløst forglemmelighed.

”Hall of the Dead” starter showet, som et syv minutters gab, der kommer hele spektret rundt, fra brusende start, til søvnige midtersektioner. Ingen overraskelser her, og det fortsætter faktisk i den dur hele vejen igennem. Kalkuleret til mindste detalje, og det synes næsten helt dumdristigt at skulle sammenligne det her materiale, med den dybt rystende spænding i ”Oceanic” og ”Panopticion”, og hvad de ellers bragte med sig af psykiske sår og healing. Isis bliver simpelthen nødt til at bryde et mønster eller to, før de helt får låst sig selv inde i den kreative gråzone, de efterhånden befinder sig i, og har gjort det siden ”In the Absense of Truth”, skuffede tilbage i ´06.

Med tid og tålmodighed rummer flere af sangene her ganske vist perioder, der snyder sig mod hjertet ad lidt genveje, men basalt set forekommer ”Wavering Radiant” grænsende til det sterile. Isis har virkelig brug for et nyt sæt batterier, for når der partout skal snørkles afsted på dén her måde, så skal det altså også være mere opslugende at sidde med som lytter. Vi skal sgu ned til skibsvragene og høre deres hemmeligheder, men som det er nu springer Isis kun i vandet med redningsvest, og ætser deres klimakser med navlepillende repetition. Jeg står sgu af her, men Isis var et blændende band. Intet mindre. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM