Jeg har generelt ikke nemt ved at sætte mig ind i Isis’ musik. De første gange jeg hørte ”Oceanic”, irriterede vokalen mig, og det tog generelt mange gennemlytninger, før pladen åbnede sig for mig og åbenbarede sig som den fænomenale plade den er. Selvom man skulle tro, at forhåndsbekendtskabet med Isis ville gøre det nemmere at trænge ind i deres verden igen, forholdt det sig ikke helt sådan, da jeg første gang lyttede til efterfølgeren ”Panopticon”. Ved de første adskillige gennemlytninger fangede pladen mig ikke rigtigt, selvom det dog stadig forekom at være en ganske fin plade. Lidt for mange elementer synes at være lånt fra forgængeren, numrene var svære at skelne fra hinanden og ligesom i starten med ”Oceanic” havde jeg en fornemmelse af at det ville fungere bedre som en instrumental plade. Men langsomt, ganske langsomt begyndte jeg at varme op overfor pladen.

Albummet starter med “So Did We” der, når først man er blevet fanget, fungerer perfekt som åbner. Et fantastisk nummer der virker som soundtracket til en rejse dybt ned i oceanernes dyb. For som på ”Oceanic” synes Isis’ musik stadig at have en udpræget vandagtigt kvalitet ved sig. Som tidevandet kan de det ene øjeblik flyde fredfyldt omkring dine fødder, før de det næste rejser sig i en tidevandsbølge af ødelæggende dimensioner og skyller alt bort. I endnu højere grad end på forgængeren bevæger bandet sig ofte ud i lange melodiske og psykedeliske forløb, før de for alvor åbner for sluserne. Det er dog ikke fordi de har mistet tyngde. De karakteristiske præcise, pågående og massive guitarriffs er stadig på plads og selvom Aaron Turner varierer sin vokal mere, ved der er blevet meget mere plads til hans hæse rene vokal, er hans hardcore brøl stadig til stede i lydbilledet. Albummet flyder utrolig godt som en helhed, hvilket var med til at det i starten var svært at skelne de enkelte numre fra hinanden. I det store hele er de dog alle fantastiske og jeg vil derfor kun fremhæve førnævnte åbner som særligt bemærkelsesværdig.

Produktionen er igen håndteret af Matt Bayles, der for nylig også har gjort sig bemærket med Mastodon. I forhold til ”Oceanic” har han her givet dem en mere åben lyd, der virkelig lader musikkens detaljer kommer til deres ret. Specielt trommelyden er karakteristisk og forekommer mig meget naturlig. Det er imponerende at lytte til hvor godt de bagvedliggende ambiente lydflader er integrerede i musikken og hvor velafbalancerede alle de mange detaljer er i lydbilledet som helhed. Bassen ligger mere i front i forhold til på ”Oceanic” og indtager i det hele taget en meget mere markant rolle.

Konceptet omkring ”Panopticon” har flere dimensioner. ”The Panopticon” var oprindeligt et fængsel designet af Jeremy Benthan i 1700-tallet. Fængslet bestod af et centralt tårn med en observatørpost. Dette tårn var omgivet af en rund bygning bestående af en række celler. På grund af cellernes og tårnets specielle indretning gør det, det muligt for observatøren i tårnet til enhver tid at overvåge alle cellerne uden selv at blive set. Det interessante er, at dette har den samme effekt som en konstant overvågning, da de indsatte aldrig kan være sikre på, hvornår der egentlig er nogen i tårnet. Dette overføres som et metafor på et moderne teknologisk overvågningssamfund, hvor brugen af overvågningskameraer stiger, folks elektroniske korrespondance overvåges osv. Et interessant koncept i disse terrortider. Michel Foucault har skrevet en hel del om det Panoptiske overvågningsprincip i forbindelse med magt, hvoraf et uddrag, i lighed med andre tekster om ovenstående, citeres i albummets linernotes. Hvordan dette koncept så hænger sammen med de enkelte numre, vil jeg spare folk for mine egne spekulationer omkring, andet end at lufte min frustration over at der ikke er tekster i coveret.

I lighed med åndsfællerne i Neurosis og Cult of Luna er Isis et band, der vokser kunstnerisk for hver plade, og selvom de ofte er blevet kaldt for Neurosis-light virker ”Panopticon” som pladen, hvor de for alvor bevæger sig ud af deres skygge. Vi har her fat i en seriøs kandidat til årets album, særligt eftersom pladen ikke er holdt op med at vokse sig større og større i min bevidsthed for hver gennemlytning. Den absolutte topkarakter opnås dog ikke i dette tilfælde, men jeg vil ikke afvise at jeg i løbet af et par måneder kommer til at fortryde denne beslutning. -dave

Kom med kommentar i vores FORUM