Vil det ingen ende tage? De sidste par år har Nuclear Blast udsendt tributes til Metallica, Scorpions, Kiss, Judas Priest, Accept, Iron Maiden og endda ABBA. Sidstnævnte var en ganske spøjs og original idé, men ellers kunne man godt mene, at hyldest konceptet er ved at være noget tyndslidt og godt kunne klare en lille pause på bænken. Den opfattelse er NB sjovt nok ikke af, så sandelig om vi ikke skal trakteres med ENDNU en Iron Maiden tribute, selvom forrige ombæring kun har været ude siden sidste år.

De enkelte bands har uden tvivl haft megen morskab ud af at indspille deres gamle yndlinges værker, og aktivitetsniveauet har været højt, for på ”Vol. 2” er der tale om en dobbelt cd, hvor resultaterne groft sagt kan deles op i to bunker: dem der stort set kopierer originalerne, og dem der tolker dem. Første kategori er umådelig kedelig, da det ikke fører til den vilde ophidselse at lytte til eksakte, om end ofte noget ringere, kalkeringer af de klassiske Maiden tracks. Her under hører bidragene fra bl.a. Primal Fear, Thunderstone, Wolf, Mystic Prophecy, John West & Chris Caffery og Eleventh Hour. Rent ud sagt spild af aluminium, så dem vil jeg ikke ofre mere tid på.

Mere spændende bliver det straks, nu hvor vi er nået til anden kategori, hvor det absolutte topmål må siges at være Cosmosquad i selskab med Ray Alder (Fates Warning/Engine), der tager sig kærligt af ”Murders in the Rue Morgue”. Hvor originalen altid har været en af undertegnedes Maiden favoritter med dens uimodståelige, punkede drive, har man her formået at omsætte dette udtryk til en tilbagelænet, rocket version, der sætter sig igennem som rigtig, rigtig blæret, og ekstremt velegnet til et lille ørken cruise. 

Stuck Mojo, der her frontes af selveste Devin Townsend i selskab med Bonz, laver en ret hård southern boogie version af ”Wrathchild”, men den skæmmes desværre af noget knasen og udfald i guitarlyden. Ved ikke helt, om det er meningen, eller om noget er blevet maltrakteret i mastering processen, men slutresultatet er lydmæssigt på ingen måde optimalt. Hyldestens hårdeste indslag skal findes i form af Graveworms melo-black version af ”Fear of the Dark”, der står i modsætning til originalen i kraft af, de ikke er bange for at give fuld skrue i mange af passagerne, og derfor fremstår de enkelte strygerstykker til gengæld langt mere nervepirrende. En fornem kontrastfyldt tolkning, som klart giver blod på tanden til at udforske Graveworms nye album ”Engraved in Black”.

Therion leverer ”Revelations” i en live udgave, der trækkes med hul lyd og dårlig optagelse. Ikke for heldigt. Bedre går det så straks for Mägo de Oz og deres inkorporering af blød synth og fløjtespil i ”Strange World”, der medfører et folk-agtigt præg blandet med deres sædvanlige pladderromantisk gotiske islæt. Normalt stoler jeg ikke på mænd med høje hat, og et helt album i den dur havde så klart været for meget af det gode, men en afmålt dosis er til at leve med.

Anthrax, Destruction og Iced Earth klarer den alle nogenlunde, dog uden at være revolutionerende i deres fremgangsmåde. Se på det som en kop kaffe, der er på vej til at blive lunken, men godt lige kan gå an, hvis man skynder sig at bunde den.

De enkelte habile spor herpå er faktisk yderst interessante og trækker derfor lige netop helheden op på en lille treer, men størstedelen af bidragene kunne jeg godt have været foruden. Maiden fans kan sagtens investere bedre end i det her. Dem der kommer i klemme, er til gengæld fans af de enkelte bidragsydere, som lider af den søde samler-kløe, og bare MÅ slå til for at holde kollektionen komplet. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM