|
Det er snart 8 år siden Invocators forrige album ”Dying to Live”, og jeg var så småt begyndt at affinde mig med tanken om, at et af Dansk metals klassiske bands ville gå i graven efterladende et fedt men alt for sparsomt musikalsk eftermæle i form af udgivelserne ”Excursion Demise”, ”Weave the Apocalypse” og føromtalte ”Dying to Live”. Heldigvis havde primus motor i Invocator, Jacob Hansen, andre tanker og pludselig står man til sin forbløffelse med det fysiske bevis på bandets genopstandelse i sine hænder, nemlig det nye Invocator comeback album ”Through the Flesh to the Soul”.
Selvom hverken Jakob Schultz, Perle Hansen eller Per Møller Jensen er at finde i Invocators holdopstilling anno 2003, er det musikalske udtryk alligevel så umiskendeligt Invocator, at gamle fans i løbet af få sekunders eksponering til ”Through the Flesh to the Soul” vil nikke genkendende på hovedet. Dermed ikke sagt at der ikke er sket en musikalsk udvikling siden ”Dying to Live; Invocator har bare forstået at bibeholde de karakteristika der i sin tid gjorde Invocator til et af Danmarks mest personlige metalbands, samtidigt med at man har forstået at forny sit udtryk i en sådan grad, at ”Through the Flesh to the Soul” lyder frisk og vedkommende her i år 2003.
Jacob Hansens vokal har altid været et stridens omdrejningspunkt; okay manden har ikke verdens skønnest og mest afvekslende stemme, men på en eller anden måde hænger den uløseligt sammen med Invocators musikalske identitet og derfor ville jeg personligt nødig være foruden. I den forbindelse skal det retfærdigvis også siges, at Hr. Hansen synger bedre og mere overbevisende end nogensinde før på ”Through the Flesh to the Soul”; hør bare omkvædene på numre som ”Writhe in Spit” og ”There is No Savior”, ja i slutningen på skæringen ”Click it On” nærmer han sig noget der til forveksling minder om en regulær power metal vokal!
Behøver jeg, når vi snakker Jacob Hansen, at nævne at produktionen selvfølgelig er tyk, sej og fyldig som et daggammelt surmælksprodukt?
Ellers synes Invocator at have bibeholdt og udbygget det melodiske islæt fra ”Dying to Live”, samtidig med at man har genoptaget de lidt mere forfinede og udfordrende rytmiske strukturer fra ”Weave the Apocalypse”, og at denne kombination virker fint kan man forvisse sig om på numre som ”On My Knees”, ”The Chemistry of Restlessness” og ”Fire Cleanses All”.
Hvis man var fan af det gamle Invocator vil ”Through the Flesh to the Soul” være et kærkomment genhør med et savnet band på den Danske metalscene, og har man stadig til gode at blive fortryllet af bandets musik, er dette comeback album et godt sted at starte. Herfra skal slutteligt bare lyde et velment : Velkommen tilbage, Invocator! -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|