Tro endelig ikke at medlemmerne af Intronaut er ubeskrevne blade i den tunge musiks store leksikon, selvom det nye album ”Void” er bandets officielle full-length debut. Næh nej, for trommeslager Danny Walker har en fortid i de nu desværre opløste Uphill Battle, guitarist Leon Del Muerte tidligere har været involveret i både Impaled og Exhumed, mens sanger og guitarist Sacha Dunable har slået sine folder i doom bandet Anubis Rising. Alligevel er det det ubeskrevne blad, den konservatorieuddannede bassist Joe Lester, der især imponerer; mere herom senere.

Det første man imponeres over angående Intronaut er deres evne til på ideel vis at kombinere et primært udadvendt hardcore/metal udtryk med både interessante tekniske krummelurer og så passager af mere drømmende og introverte beskaffenhed. Intronaut undgår derved både at falde i en decideret math-core grøft, hvor hele lydbilledet absolut skal fyldes med 400 forskellige riffs på ethvert givent tidspunkt, mens musikken på den anden side heller ikke forsvinder helt ind i post-hardcorens tendens til navlepillende utilnærmelighed. Man kombinerer så at sige de bedste elementer fra både math-core og post-hardcore og undgår på samme tid behændigt langt de fleste af begge undergenrers faldgruber.

Selvom musikken således til tider er både aggressiv og teknisk, mister Intronaut aldrig grebet om den underlæggende melodi, og de mere eftertænksomme og ’følsomme’ sider af bandet er man heller ikke bange for at vise frem for lytteren. Uden at det på noget tidspunkt kammer over i noget der bare minder om emo-flæberi, vel at mærke. Eneste potentielt svage led i kæden er efter min mening det måske lidt for ensidige vokalarbejde, der i længden virker en kende begrænsende; i de mere heftige sekvenser fungerer vokalen dog ganske udmærket.

Allerede på åbneren ”A Monolithic Vulgarity” bliver man første gang vidne til bassist Joe Lesters evner, da han hen imod slutningen af nummeret pludselig fyrer en lille jazzy solo af på kontrabas! Ikke just hverdagskost i hård metal/hardcore, men for fanden det lyder godt! Også i den smukke afdæmpede start på ”Iceblocks” får kontrabassen lov til at få spotlightet, mens Joe Lester ligeledes brillerer indledningsvist på ”Nostalgic Echo”, på det fænomenale højdepunkt ”Teledildonics” og i slutningen af ”Rise To Midden”; dog i disse tilfælde på en mere konventionel elbas.

En svag inspiration fra Meshuggah synes også at kunne spores fra tid til anden; på ”Gleamer” finder man en tung passage med et på én gang monotont og rytmisk komplekst fundament, der bringer tankerne i retningen af udtrykket på Meshuggahs ”Nothing” album, mens Intronaut på andre mere uptempo numre snarere fornemmes at hente lidt inspiration i svenskernes mesterværk ”Destroy Erase Improve”. Rent faktisk minder trommeslager Danny Walkers stil mig til om et fornemt mix mellem den sprælske udtryksmåde man kender fra Mastodons Brann Dailor, og så den mere mekaniske polyrytmik som Tomas Haake fra Meshuggah er eksponent for. På de omtalte mere introverte og drømmende indslag på ”Void” er det derimod de to guitarister, der udmærker sig med på én gang luftige, melodiske og hypnotiske guitarornamenteringer; på den baggrund er det lidt svært at forestille sig at Leon Del Muerte engang var med i Exhumed og Impaled...

Godt nok er ”Void” at betragte som et debut full-length album for Intronaut, men det er tydeligt at medlemmerne qua deres fortid i de tidligere nævnte bands har helt styr på hvad de laver. Derfor er ”Void” da også helt fri for de ’børnesygdomme’, der ofte plager debutalbums fra nystartede bands; ja faktisk er der ikke ret meget andet at gøre end at rose denne Intronaut udgivelse for at kombinere allerede velkendte musikalske elementer på en både spændende og velgennemtænkt måde. ”Void” er en af årets positive overraskelser for mit vedkommende, og det skal blive interessant at følge Intronaut fremover. Om ikke andet så pga. Joe Lester; den mand er sgu på niveau med Steve DiGiorgio og Sean Malone! Blæret... -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM