Ankermand og guitarist i Into Eternity, Tim Roth, oplevede i løbet af et par måneder at miste først to af sine bedste venner og siden sin egen far til kræftsygdom; noget der satte sig så dybe spor at Roth måtte gøre disse tragiske oplevelser til det lyriske emne på canadiernes nye album ”The Incurable Tragedy”. Udover at Into Eternitys 5. udgivelse således er bandets første konceptalbum, er der også ydermere kommet en 2. guitarist og en ny trommeslager med i opstillingen siden ”The Scattering of Ashes” fra 2006.

Disse nye tiltag til trods fortsætter Into Eternity dog rent musikalsk i det samme spor som man betrådte på ”The Scattering of Ashes”; altså en hidsig blanding af elementer fra powermetal, melodisk death metal og enkelte indslag fra den progressive metals verden. Det første nummer efter introen, ”Tides of Blood”, dokumenterer egentlig canadiernes forcer til punkt og prikke; frontmand Stu Blocks hysteriske powermetal vokal helt i front, et enkelt growl eller skrig fra tid til anden, smukke vokalarrangementer på de sangbare omkvæd samt en velplaceret guitarsolo fra Roth; alt sammen lagt ovenpå en bund af teknisk velfunderet, tight og fængende powermetal.

Andre vellykkede eksempler på ovenstående mikstur er numre som ”Spent Years of Regret”, ”A Black Light Ending” og ”One Funeral Hymn for Three”, mens den tredelte komposition ”The Incurable Tragedy I, II & III” repræsenterer den mere afdæmpede side af Into Eternity, hvor kompetent brug af akustisk guitar, piano/keyboard og rene vokaler træder i fokus. Også ”Time Immemorial” starter med noget nydeligt akustisk guitarspil, for blot helt at ændre karakter og blive et af albummets heftigste skæring, og i det hele taget går Into Eternity i denne omgang prisværdigt direkte til biddet; sidstnævnte nummer er således udgivelsens længste med sine kun godt 4 minutter.

Alle Into Eternitys musikalske signaturelementer er med andre ord til stede i rigt mål på ”The Incurable Tragedy”, men ligesom tilfældet var med ”The Scattering of Ashes”, rammer det nye album på trods af sine uomtvistelige kvaliteter mig ikke på helt samme måde, som det sublime ”Buried in Oblivion” album gjorde i sin tid; jeg foretrækker stadig den mere harmoniske oprindelige vokalist Chris Krall frem for skrigeballonen Stu Block og savner samtidigt også de lidt mere udtalt progressive tendenser fra ”Buried in Oblivion”. Men det er så sikkert som amen i kirken at hvis man kunne lide ”The Scattering of Ashes”, vil ”The Incurable Tragedy” også ramme lige i plet, for begge udgivelser er mere eller mindre som to alen af ét stykke, hvorfor det nye album da også retfærdigvis må lande på samme karakter som sin forgænger, nemlig CCCC½ - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM