|
Udøvere af regulær dødsmetal har der efterhånden været utallige af på den danske musikscene, men kun et fåtal har fremtrådt så standhaftige og sejlivede som Iniquity. Det står dog ikke så grelt til som i Napalm Death lejren, hvor der ingen oprindelige medlemmer er tilbage, men gennem tiden har lineuppen dog været ude for en hel del udskiftninger. Dette er en retrospektiv opsamling, hvor man sendes helt tilbage til den første demo ’91, og derefter kan følge bandets udvikling op til i dag.
På ”Iniquity Bloody Iniquity” finder man en ligelig blanding af både regulære album tracks og mere udsøgte rariteter. Af ting, som skal gøre skiven attraktiv, lægges der ud med de to numre fra den ellers ret nye ”Revel in Cremation” syvtommer på Prutten Records, men er man udfordret mht. ejerskabet af en god, gammeldags pladespiller, får man så nu her mulighed for at stornyde disse to fremragende opvisninger i vaskeægte, uforfalsket death metal. Kvaliteten er stort set lige så høj, som den man finder på ”Grime”. Et ikke før offentliggjort cover af Pestilence nummeret ”Extreme Unction”, optaget ved samme lejlighed kan det så sandelig også blive til. Essensen af originalen indfanges fint, og så får nummeret lige en ekstra tand i brutaliteten. Nice!
Dernæst har vi bonustracket ”Cocooned” fra digipak versionen af ”Five across the Eyes, men den har nu aldrig virket specielt sjælden, og jeg synes at have set den flere steder end den almindelige version, så dette er nok ikke så spændende for de fleste Iniquity fans. Til sidst står den på diverse numre taget fra bandets gamle demobånd og nogle efterhånden lettere uopdrivelige compilations. De er vist blevet remastered, så lyden er stadig ganske acceptabel alderen taget i betragtning.
Så langt så vidt. Det var var de 9 af opsamlingens 16 tracks. Og hvor kommer de sidste 7 mon så fra? Bandets regulære udgivelser skam. Tracks som ”Bloodletting”, ”The Rigormortified Grip” og “Desiderated Profligacy” forestiller jeg mig ikke at blive træt af lige med det same, da de jo i forvejen gjorde sig fint på deres respektive oprindelige udgivelser. Men, men, men…man må da formode at en hel del af publikummet til sådan en opsamling som denne er gamle Iniquity dyrkere, der i forvejen har disse skiver i reolen, så det virker lidt for letkøbt at spise folket af med sådan en omgang genbrug.
Lidt ekstra kræs redder dog denne smutter en smule, da der også på cd’en er at finde en video til ”The Bullet’s Breath” optaget live i Pumpehuset sidste år. Den fremstår som yderst professionel, da det ikke bare er en småfuld allike, der har båndet skidtet. Redigeringen er også yderst fornem, og der er generelt et godt flow i billedstrømmen. Desuden er der den 20 sider tykke booklet – én stor fotokollage af folk der ser ekstremt ”mæddel” ud, krydret med diverse citater fra og om bandet gennem årene. ”I had masturbated at least ten times and not washed my dick for three straight days – and she gave me blowjob. I’m sure it tasted sweet”.
Hvis du er til Iniquity, så kan du sikkert alligevel ikke lade være med at købe denne samling, til trods for den kommer lidt på tværs af sine egne præmisser. Man laver en jubilæums ting til fans, men noget nær 50 procent af indholdet er åbenlyst genbrug. Som nykommen Iniquity lytter kan den skam ellers nok være en ganske fin introduktion. Man kunne jo så også bare med det samme gå ud og købe topklasse skiven ”Grime” i stedet, hvor der ikke slet ikke er nogle ugler i mosen. -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|