Så er de tilbage. Alt efter temperament, svensk melo-død når det er bedst, eller svensk melo-død når det er mest hårrejsende falleret. In Flames har efterhånden fået en iltert udstrakt langemand stukket i synet fra de fleste af deres old school-fans, men det forhindrer altså ikke kvintetten i modstridigt at udvikle deres musikalske krumspring mere og mere glat og modhagefrit for hver plade. Klinisk velfriseret og høfligt melodisk, med ungdommens vildskab gemt som et udslukt minde i baghovedet, og fuckfingre vil flagre videre, ved konstateringen af at In Flames på "A Sense of Purpose" fortsætter sin tur ud ad den forræderiske radio-rute.

Således ikke meget nyt under solen her, og de som afslog forrige års "Come Clarity" som den rene bankerot-erklæring, vil altså ikke finde fortidens storhed returneret sådan uden videre. Storladent eksekverede omkvæd fungerer stadig som evige omdrejningspunkter, i et pop-metallisk univers, afleveret i yderst pæn og poleret produktion. Mageligt, så mageligt, men det er sgu en skam, at man bliver strøget sådan med hårene af et band, hvis grundkilde af inspiration stammer fra hårdfør pessimisme og aggression.

Simpelthen alt for nydeligt og forudsigeligt formeldrevent. In Flames vil så gerne være arrige og kompromisløse, men det hele emmer bare af kold kalkulering og ubekvem attitude; lige fra det Korn-plagierende cover, til de massevis af modløse melodier, der vel egentlig kun vækker opsigt for hvad de mangler af vitalitet og gennemslagskraft. Det synes forceret. Påtaget simpelthen, med direkte pinlig ligegyldighed florerende på gumpetunge sager som første single "The Mirror´s Truth" og hovedrystende "I´m the Highway". Der mangler noget offervilje, en sjæl måske ligefrem, for "A Sense of Purpose" synes både af- og udviklet med rutineknappen knaldet blindt i bund.

Kredit skal dog gives for en modig rejse ud i den episke mørke-sump, med den otte minutter lange klagesang "The Chosen Pessimist", og selvom Anders Fridén´s raspende stemme når sin absolutte barriere her, så må det nu alligevel hyldes når vanetænkningen brydes så markant. Herudover skal retfærdigvis nævnes at In Flames på "Move Through Me" og den hyper-fængende "Disconnected", igen skriver elementært lytteværdigt, men det ændrer ikke det faktum at "A Sense of Purpose" i sin helhed lyder som den skriveblokering der bare aldrig blev indrømmet. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM