De i hjemlandet ret succesfulde In Extremo beriger os endnu en gang med et nyt album i rækken. Faktisk er det nummer syv siden bandet blev dannet for syv år siden, og denne trup af omrejsende metallisk trubadurer tæller desuden syv medlemmer, så den simple titel ”7” viser sig faktisk at være et flerdimensionalt referencepunkt i deres særprægede univers.

Ting som sækkepibe, harpe, fløjtespil og pauker er ikke just, hvad man normalt finder i metallisk boldgade, men for tyske In Extremo har det alle dage været hverdagskost at spæde den rockede metal op med disse indslag. For de uindviede kan jeg godt forstå at kombinationen måske umiddelbart synes enten kikset eller dybt sær, men efter at min bedre halvdel for nogle år tilbage tvang mig til at gennemgå hele bagkataloget, har de stået for mange et muntert og spændende indslag herhjemme.

Forrige album ”Sünder ohne Zügel” var dog lidt af en afvigelse fra det vanlige lydbillede, hvor de moderne dele af musikken tog overhånd, da især guitarlyden her var meget skarp, hård og smældende, og derfor kunne man tit glemme, at det rent faktisk VAR In Extremo man lyttede til og ikke landsmændene Rammstein. Havde de fortsat denne løbebane, var de nok blot endt som endnu en Rammstein klon i den i forvejen håbløst store pulje, men heldigvis ligger fokus nu i langt højere grad igen på et mix af hårdrock og middelalderlige indslag. 

Singleudspillet ”Küss Mich” er en ret humørfyldt slager, hvor sækkepiben virkelig kommer i højsædet under omkvædet, når der lægges op til storstilet fællessang, og den instrumentale ”Davert-Tanz”, hvor guitaren skippes helt, må med sin appel til den indre dansetrold også helt klar anses som et højdepunkt herpå.

Set i et rendyrket In Extremo perspektiv er ”7” bestemt ikke revolutionerende i forhold til, hvad de ellers har bedrevet, men det er til gengæld en flot tilbagevenden til den stil de mestrer bedst. Herudover kan jeg ellers ikke lige komme i tanker om andre, der bevæger sig i disse luftlag, så mon ikke muligheden for en ret unik oplevelse stadig skulle være på tale her? Kunne du tænke dig at høre bandet HELT uden metalelementer, kan jeg desuden på det varmeste anbefale live skiven ”Die Verrückten sind in der Stadt” fra ’98, der primært består af storslået, instrumentalt gøgl og finurlige enetaler. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM