Især siden årtusindeskiftet har vort kære broderland på den anden side af Øresund fostret flere death metal bands der ikke har fulgt de traditionalle dogmer udi svensk death metal, men derimod har fremvist et, i skandinavisk døsmetalregi, hidtil uhørt fart- og brutalitetsniveau. Her er tale om bands der musikalsk har gået i en anden retning end den klassiske svenske melodiske lyd fra Göteborg, og ej heller har fulgt den gamle garde der gør sig i tung, midttempo død, med bands som Dismember, Grave og Unleashed som bannerførere. Istedet har svenske bands som Aeon og Vomitory spillet brutalt, tungt dødsmetal med en meget amerikansk inspireret lyd, og konstellationer som Spawn of Possesson og Visceral Bleeding er vel næsten er så langt fra traditionelt svensk død af begge afarter som muligt med deres supertekniske, superbrutale og superhurtige death metal. Her er det så Inevitable End kommer ind i billedet, da de med deres debut, ”The Severed Inception”, vel nok er det nyeste skud på stammen af svenske bands der gør sig i den mere ’usvenske’ death metal.

”The Severed Inception” er nemlig propfyldt med moderne death/grind, og det endda af en så nederdrægtig aggresiv version af slagsen at jeg i første omgang kommer til at tænke på nogle af de sidste års voldsommeste udøvere af denne disciplin såsom italienske Hour of Penance eller endog mægtige Hate Eternal. Ved nærmere granskning og flere gennemlytninger syntes Inevitable End dog også at trække tråde til den californiske tech death scene, med ligheder med Odious Mortem, Severed Saviours nyeste skive, og Decrepit Births debut.

Alt dette bunder ud i et skånselsløs musikalsk udtryk, som måske ikke lige når helt op på samme høje tekniske niveau som kollegerne fra den amerikanske vestkyst, men som derimod er lige en tak mere arrigt; trommerne er fuldstændigt maniske, frontbrøler Andreas Gerdén growler, skriger og råber sine lunger ud som om han aldrig har bestilt andet, og guitaristerne smider smadderriffs omkring sig med i en imponerende fart. Hele ballet sparkes igang med det hårdslående titelnummer der i hastighed kammer fuldstændigt over og nærmer sig Origin’ske højder, en fart der holdes igennem det meste af ”The Severed Inception”. Inevitable End har dog indset, i modsætning til for eksempel Brain Drill, at fart ikke kan gøre det alene, og hastigheden sænkes da også mærkbart flere gange i nogle næsten atmosfæriske stykker; slutningen af både åbneren og den fuldgode ”Firstborn of All Dead” er glimrende eksempler. De mere afdæmpede passager her fungerer overraskende godt – det skal dog med rette siges, at ’afdæmpet’ skal ses i forhold til det sindssygt høje niveau der ellers holdes, det er skam ikke fordi det pludseligt går langsomt! – og Inevitable End viser at sangskrivning også er en kunst de mestrer ganske overbevisende.

Skønt det som sagt virker som om Inevitable End er langt fra de dødsmetalliske udtryk der normalt kendetegner broderlandets scene, har de dog også skelet lidt til ihvertfald den melodiske tradition derfra. Selvom ”The Severed Inception”, næsten er blottet for regulære soli, ganske overraskende iøvrigt, når man nu påtænker våbenbrødre som netop Hate Eternal og Odious Mortem der om nogen kan stykke en imponerende solo sammen, er den tilgengæld proppet med små, korte leads og lækre hooks, hvilket har sin del i at ”The Severed Inception” ikke bare ender i stupidt blasting.

Alt i alt er ”The Severed Inception” en endda meget solid death metal plade, noget som ikke bliver mindre imponerende af, at det er Inevitable Ends debut. Selvom svenskerne i vildskab, brutalitet og tyngde snildt spiller op på siden af de fleste af genres mere rutinerede kræfter, er desværre ikke fri fra skønhedsfejl. Først og fremmes skæmmes albummet af nogle, indrømmet, ganske korte og rimeligt få, deathcore inspirerede breakdowns, der selvom de selvfølgelig også gør sit at variere udtrykket en smule, virker så arbitrært smidt ind midt i det hele at det ikke stemmer overens med indtrykket af en ellers god og habil sangskrivning. Derudover springer den førnævnte mangel på soli i øjnene, hvilket jeg ellers tror ville have klædt de mange småbidder af melodi der ligger over hele albummet ganske glimrende. Sidst, men ikke mindst, er denne form for death/grind måske nye boller på suppen fra den svenske del af metalverdenen, men der bliver altså ikke ligefrem udforsket nye områder på musikspektret eller udfordret genrekonventioner her. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM