Jeg har altid haft et meget ambivalent forhold til amerikanske Incubus. På den ene side, et band der har skrevet i hobetal af forførende og eklektiske ørehængere, men samtidig et band, hvis albums som helheder altid er blevet skæmmet af en vedhængende, underlig ufokusering, affødende til tider decideret uforklarlige retningsløse tiltag. Seneste eksempel værende 2004´s "A Crow Left of the Murder"; En plade, indeholdende en fem-seks virkelig solide, i de bedstes tilfælde, formidable rocksange, og så ellers en kaskade af sært identitetsløse indslag, der syntes at ralle rundt i ingenmandsland, helt blottet for melodisk kvalitet. Det var Incubus i vanlig forvirring.

Derfor synes det også helt mærkværdigt tilfredsstillende at lytte sig igennem "Light Grenades", og dens næsten ustandselige forløsning af det strømlinede materiale. Væk er tidligere tiders vane for musikalsk vildfarenhed, og uden disse tankeløst unødvendige svinkeærinder, står kvintetten pludselig med et album, der instinktivt kommer til sagen, og udnytter sin taletid, førend lytteren får spat. Store sange som singlen "Anna Molly", "Dig", herligt eksplosive "A Kiss To Send Us Off", og det helt store øjeblik, den bombastisk svingende "Rogues", sitrer af passioneret liv, og åbenbarer med al tydelighed denne nyfundne fokusering og vindende vitalitet, der synes etableret i de langtrukne idéers glædelige fravær.

Desuden skinner forsanger Brandon Boyd voldsomt igennem, og stjæler på store dele af pladen hele det kærligheds-overtrukne billede. Hans lækkert insisterende stemmeføring og eminente betoninger løfter sange som "Paper Shoes" og de to versioner af "Earth To Bella" langt op fra den lidt uinspirerende stilstand melodierne ellers lægger op til. Boyd manifesterer, på "Light Grenades" sin plads blandt de rene rockstemmers mest klangfulde og følelsesladede, og fungerer mere og mere som det altafgørende es i Incubus´ line-up.

Men med rosen udleveret, så er "Light Grenades" nu intet perfekt album. Åbningsnummeret "Quicksand" kommer aldrig rigtig nogle vegne, og fungerer blot som irritationsmoment, mens det lettere punkede titelnummer snubler over sin egen energi, og ender som et ganske vist charmerende, men forfejlet forsøg på opkvikning af tempo. Ærgerligt, ligesom den store vellyd heller ikke helt kan sløre skyen af lidt for letkøbte budskaber og for midtersøgende sikkerhed på "Love Hurts" og "Oil and Water", resulterende i et par lidt tamme led i sangkæden.

På bundlinjen registreres altså en tydelig fremgang, der med enkelte komplikationer, er sket fyldest. Ganske vist er der ingen rock-revolutionær attitude at hente i Incubus´ lejr mere, og det ungdommelige vigør, der blev søsat på bandets mere sprælske periode omkring sine første plader, synes ikke længere så fremtrædent, men når melodierne rammer guldåren, hvilket sker overraskende tit på "Light Grenades", så synes modningen vitterligt at have givet dobbelt igen. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM