Et af verdens ondeste albums har noget ufortjent været ude af cirkulation i noget der ligner 6,66 år. Efter således at have truet med det i en længere periode genudgiver Relapse Records nu endelig dette stykke musikalske djævelskab, og det endog i en luksusudgave med tilhørende DVD. Der er naturligvis tale om Incantations infernalske debut ”Onward to Golgotha” fra det helvedes år 1992; fra dengang bandet stadig havde Satans talerør på denne jord, hr. Craig Pillard, med på vokal og guitar. Og hvilket sus det er atter at få ørerne i Incantations helvedesmaskine; albummet har intet, absolut INTET mistet af sin primale, nedtunede og næsten arkaiske aura af ren og skær ondskab!

Incantation var og er stadig antitesen til alt hvad der hedder nuttede melodier, letkøbte grooves, eller endeløse soloer; her er pointen snarere som en anden Vergil at trække lytteren gennem helvedes ni kredse imod et ondskabens nulpunkt svarende til den bundfrosne is-sø Kokytos, man kender fra Dantes beskrivelse i ”Den Guddommelige Komedie”. Langt, LANGT de fleste af denne verdens sataniske death og black metal bands fremstår som en samling bibelstuderende syvendedagsadventister sat op imod den kvældende blasfemiske os, der som en slags stygisk nervegas synes at sive ud fra hver en pore i dette albums knusende brutale korpus.

Meget af denne effekt skal selvfølgelig akkrediteres omtalte Craig Pillard; et godt bud på den mest umenneskeligt ’lede’ vokal i branchen nogensinde. Incantation var og er såmænd gode til de mere smadrede grind passager, men alligevel er det når bandet sætter tempoet ned til noget nær sludge niveau at Incantations sande force træder frem, og den kombination har aldrig været mere udtalt vitriolsk end på netop deres ”Onward to Golgotha” album. Numre som ”Devoured Death”, ”Blasphemous Cremation”, ”Rotting Spiritual Embodiment”, ”Entrantment of Evil” og ”Deliverance of Horrific Prophecies” dræber effektivt den sidste rest af godhedens lys og trækker ubønhørligt lytteren ned i et sort hul af total musikalsk formørkelse. Kunstneren Miram Kims superbe cover-artwork er i den forbindelse ramt lige i øjet. Ubehageligt!

Produktionen stod Steve Evetts for i sin tid; Evetts der senere er blevet kendt for sit arbejde som producer for nogle af de absolut mest hårdtslående hardcore band såsom bl.a. Turmoil, Snapcase og Deadguy. Lyden på ”Onward to Golgotha” er da også alt andet end lyttervenlig i vanlig forstand; snarere mørk, klam, grotesk nedtunet og nærmest uigennemtrængelig. Men ville man ønske sig noget andet til et album af ”Onward to Golgotha”s mefistofeliske støbning? Svaret er et rungende HELL NO!

Den medfølgende DVD har jeg valgt blot at se som en ekstra bonus og ikke lade indgå i bedømmelsen af genudgivelsen af et album, der her små 15 år efter den oprindeligt release-date sagtens kan stå på egne ben uden egentlig at behøve noget appendiks i form af en DVD. Kort fortalt er der på DVD’en tale om optagelser af hele 3 koncerter fra perioden omkring udgivelsen af ”Onward to Golgotha”; alle optaget med et primitivt kamera og med deraf følgende meget svingende lydkvalitet til følge. Men igen, lige i tilfældet Incantation gør det ikke så meget, og man får med al ønskelig tydelighed et indblik i omfanget af den dødsmetalliske dæmoni, som Incantation også formåede at generere på en scene.

Incantations debutalbum mangler måske lige den sidste knivspids finesse og variation til at kunne kaldes et regulært, endegyldigt mesterværk, men som eksponent for noget af det ondeste og mest skumle musik death metal genren overhovedet har fostret, har ”Onward to Golgotha” noget nær særstatus i undertegnedes univers. Denne labre genudgivelse har i sandhed været hele ventetiden i helvedes forgård værd. Ond, ondere, ”Onward to Golgotha”! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM