|
Huh?!?
Godt nok har jeg aldrig fået mig taget sammen til at tjekke In Battle ud, men jeg har da altid været af den opfattelse at bandet spillede black metal af den mest isnende slags. I hvert fald ud fra de anmeldelser og beskrivelser af bandets hidtidige udgivelser som jeg mindes at have læst.
Faktum er dog at In Battle på deres nye album ”Welcome to the Battlefield” mere lyder som en straight ahead og beskidt death/grind version af polske Decapitated til tider kombineret med det highspeed intensitetsniveau man kender fra Defleshed. Black metal er der ikke meget tilbage af.
At det er Erik Rutan der har stået for at mixing og mastering af ”Welcome to the Battlefield” er man ikke et sekund i tvivl om. Især trommerne har den dér typiske triggered lyd man kender fra Hate Eternal. Særlig organisk lyder det sandt for dyden ikke, men til In Battles opspeedede lydbillede passer det vel egentlig meget godt. Den gode mr. Rutan skal dog nok i fremtiden til at passe på med at han ikke kommet til at give alle bands han producerer den eksakt samme soniske indpakning…
På nummeret ”Serpents” har In Battle faktisk fået overtalt Erik Rutan til at bidrage med en overraskende melodisk solo af sædvanlig høj kvalitet, men ellers er det bortset fra lidt tungere tendenser i ”Scorched World”, nogle thrashy passager i ”Soul Metamorphosis” og en smule skønsang i ”Despoter” tydeligt at In Battle gør deres bedste for at overtræde alle gældende hastighedsbestemmelser så ofte de kan komme af sted med det!
Ligesom tilfældet er med f.eks. Defleshed, er In Battles største handicap derfor at det konstant opskruede og hæsblæsende tempo ikke giver spillerum til de store dynamiske udskejelser, og at en vis monotoni efterhånden sniger sin ind efter en 7-8 numre, men på dage hvor alt synes at være imod én og man har mest lyst til at smadre alt indbo i 15 meters omkreds, vil ”Welcome to The Battlefield” uden tvivl være noget nær det perfekte album at bruge som underlægningsmusik. Vi ses på slagmarken. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|