|
Svenske Impious har allerede 3 full-length albums bag sig, men alligevel har jeg indtil videre kun stiftet bekendtskab med dem på Possessed tribute albummet ”Seven Gates of Horror”, hvor de leverede en ganske udmærket coverversion af klassikeren ”Fallen Angel”. Nu er Impious så på gaden med deres nye og 4. album ”Hellucinate”, der således bliver mit første møde med bandets egne kompositioner.
Det første man bemærker sig er den tidstypiske blanding af hæsblæsende aggro-thrash og melo-death, som Impious effektivt benytter sig af; forstil dig et velspillet og velproduceret mix af aggressionen fra Carnal Forge, melodierne og lead-arbejdet fra Arch Enemy og så hastigheden fra Defleshed. Desværre lyder det hele også lige lidt for kalkuleret og generisk i mine ører…
Et ret fedt nummer som ”Needles Nervosa” har et fængende old school tysker-thrash groove kørende, og også den afsluttende tunge og mere atmosfæreskabende skæring ”Suicide Park” er en kærkommen afveksling i det indtryk af monotoni, som hovedparten af numrene ellers efterlader mig med. Det skal dog retfærdigvis siges, at kun nummeret ”Infernique” skiller sig direkte uheldigt ud pga. noget ulideligt skinger og helt malplaceret power metal skrigeri i omkvædet. En dårlig ide.
Impious har formået at IMPONERE mig på ”Hellucinate” med deres tempo og intensitetsniveau, men de formår aldrig for alvor at CHARMERE mig; dertil er kompositionerne i mine ører alt for enslydende og mangler i den grad sjæl; det hele er ligesom lidt for strømlinet og forudsigeligt; man kan næsten på forhånd forudsige hver solo, hvert omkvæd og hvert groove før de indtræffer.
Det nye Impious album er svært at hade på nogen måde, men det er for mit vedkommende også tilsvarende svært for alvor at forelske sig i. Håndværket fejler dog sandt for dyden ikke noget, så er man til genren, behøver man ikke nødvendigvis tage undertegnedes indsigelser for gode varer.
For resten, cover-artworket skal da også lige have et ord med på vejen; det er nemlig så tudegrimt og kikset, at det næsten er fedt på en klicheagtig måde, men også kun næsten… –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|