imperanon - stained
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 17.05.04 Melo-metal Nuclear Blast/VME --
 

”Copycat” begrebet kender de fleste nok bl.a. fra adskillige knaldromaner og film om folk, der påtager sig andre morderiske galninges mønstre og vaner omkring deres ugerninger, og på solidt dansk kan udtrykket vel nok nogenlunde oversættes med det langtfra så skønt klingende ”efteraber”.

Og efterabere er lige, hvad finske Imperanon kan gå for at blive hyldet som, men man behøver ikke at være blandt drabsafdelingens eksperter for med rette at fiske lige netop det mærkat frem her. De friske ungersvende startede i en tidlig alder med at spille Children of Bodom numre, og gæt selv om ikke den spæde starts primære inspirationskilde har formået at smitte pænt voldsomt af her… For godt nok skulle numrene på ”Stained” altså være komponerede af dem selv, og sangtitlerne klinger ikke velkendt, men fandeme om det ikke stadig lyder perverst meget som COB på en hel del punkter.

Især den hyppigt tilbagevendende guitar og keyboard lyd, der mest af alt vækker minder om glade timer foran fjerneren i selskab med den gode, gamle 8-bits Nintendo konsol, kender vi jo nærmest som varemærket for COB, og når man mere eller mindre kalkerer noget så karakteristisk fra andre kunstnere, skorter det ofte med relevansen for efteraberens output. Seriøst inkarnerede fans af den ægte vare kan med varsomhed tjekke Imperanon ud, men for resten af den metalliske lytterskare vil ”Stained” nok hastigt ryge i glemmebogen igen med en voldsom fart. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM