Med et bandnavn som Immortal, kan man vel næsten ikke tillade sig at gå i opløsning for bestandigt? Faktum er i hvert fald at den norske black metal institution Immortal, efter en årrækkes ineksistens i kølvandet på den ellers vellykkede ”Sons of Northern Darkness” udgivelse fra 2002, er tilbage på scenen med et nyt album i form af ”All Shall Fall”. Egentlig ret passende, da Immortals 20 års jubilæum faktisk er nært forestående, eftersom gutterne startede ud under navnet Amputation for netop godt 2 årtier siden...

At Immortal således ikke længere er ’teenagere’ som black metal band, bliver hurtigt tydeligt på comeback albummets indledende titelnummer, der ikke har meget af den tidlige fortids blinde raseri og grumme lo-fi æstetik over sig. Immortal anno 2009 er et meget mere kalkuleret, velovervejet og navnlig velproduceret band, der i lige så høj grad trækker på inspiration fra traditionel heavy metal som på isnende norsk black metal. Men at det stadig er Immortal, vi har med at gøre, er tydeligvis klart efter ganske få strofer af ”All Shall Fall”, for det nye album tager umiddelbart over, hvor ”Sons of Northern Darkness” i sin tid slap.

Kernen af Immortal består således stadig af hovedkomponist Abbath på guitar og vokal samt kødbjerget Horgh på trommer, mens Demonaz som sædvanligt er manden bag bandets letgenkendelige lyriske univers. Bassist Iscariah er derimod erstattet af en anden gammel kending i form af selveste Apollyon (Aura Noir, ex- Cadaver & Dødheimsgard). Peter Tägtgren har fået genvalg som producer, og den typiske Abyss Studio behandling har resulteret i en objektivt set vellydende produktion, som dog i mine ører er en anelse for poleret og ’glat’ til at yde et band som Immortal fuld retfærdighed.

Med et par undtagelser i form af de kortere, koncise og mere aggressive numre ”Hordes to War” og ”Arctic Swarm” (som efter undertegnedes mening er albummets to bedste skæringer), er der en klar overvægt af lange, midtempo kompositioner med et heavy metal præg på ”All Shall Fall”, og havde det stået til mig, kunne der godt være skåret adskillige minutter af de længste af numrene, uden at det havde gjort noget, ligesom et par mere heftige og intense numre som eks. ”Hordes to War” ville have gjort underværker i variationens hellige navn.

Godt nok fremstår den galopperende ”The Rise of Darkness” vellykket med sit fængende rytmiske fundament, ligesom ”Mount North” fremturer med et catchy crunch og et sangbart omkvæd, men f.eks. nummeret ”Norden on Fire” forbliver desværre en gennemsnitlig og ret uinspireret omgang træden vande. Også den monumentale, næsten 9 minutter lange afsluttende ”Unearthly Kingdom” er i mine ører al for lang tid om at komme op i omdrejninger, selvom tingene heldigvis til sidst får tilført lige netop det skud adrenalin og intensitet, som den langtrukne indledning i udpræget mangler.

Hvis man hører til dem, der foretrækker Immortal op til og med “Blizzard Beasts” albummet, vil der nok ikke være så fandens meget at hente i “All Shall Fall”, mens yndere af udgivelserne fra og med ”At The Heart of Winter” med stor sandsynlighed vil føle sig mere end godt underholdt af Immortals comeback album. Selv befinder jeg mig nok et sted imellem disse to grupperinger; den altødelæggende vildskab og tempoet fra de tidlige Immortal black metal milepæle mangler i udpræget grad hos det genopstandne Immortal, og reelt byder ”All Shall Fall” ikke på noget nyt, som Immortal ikke allerede har perfektioneret på især forgængeren ”Sons of Northern Darkness”.

Alligevel er jeg trods alt glad for at have Immortal tilbage, for selv ikke en længere periode med noneksistens har ændret på det faktum at Immortal unægteligt stadig har deres helt eget udtryk, både musikalsk og lyrisk. Noget mesterværk er ”All Shall Fall” efter min mening dog tilnærmelsesvist ikke, snarere ’blot’ en solid udgivelse der forhåbentlig og formentlig atter cementerer Immortals position i det sortrandede metalhierarki. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM