Svenske Hypocrisy med arbejdsnarkomanen Peter Tägtgren i forgrunden er tilbage med endnu en langspiller i form af "Catch 22". Det er et stort og til tider et lidt forvirrende mix af diverse genrer; Death, Thrash, Rock, og klassisk Heavy. De beviser med andre ord at de med legnede lethed kan begå sig i disse genrer, men til gengæld mister man en helhedsfornemmelse, da ikke alle eksperimenter lykkes.

"Edge Of Madness" er efter min overbevisning ikke helt holdbar i Hypocrisy-sammenhæng. Det minder mig i høj grad om Tiamat fra deres lidt tungere og dystre periode. Lidt besynderligt. Også den heavyrockede "Uncontrolled" forekommer mig lidt malplaceret.

"Destroyed" derimod er et eksempel på et vellykket forsøg. Den lægger ud i et friskt dødsgroove og fortsætter over i et tungt Thrashet riff, for at ende i et rocket melodisk omkvæd (?!). Også "A Public Puppet" og ligeledes "Hatred" rykker betragteligt. "Another Dead end (For Another Dead Man)" er pladens mest helstøbte nummer, her thrashes der virkelig igennem.

Uden at have det store kendskab til Hr Tägtgren's andet band Pain, ville jeg mene at nogle af de mere melodiske og rockede riffs kommer som en afledning deraf. Hver for sig fungerer tingene rimelig godt, men det er ligesom om, at man ikke har kunne holde fokus, og bestemme sig for hvilken retning man ville gå i.

"Catch 22" er øjensynligt en velproduceret sag, men den er næsten overproduceret og nærmest klinisk ren (læs: digital) i sit udtryk. Der mangler med andre ord lidt varme og tyngde i lydilledet. Alt i alt en ok skive, der viser bandets mange kvaliteter, men som mister sit fodfæste i stilforvirring. -bo

Kom med kommentar i vores FORUM