hypocrisy - 10 years of chaos and confusion 

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CC 13.08.2001  Death Nuclear Blast/VME -- 
 
Svenske Hypocrisy med navnkundige Peter Tägtgren i front, har smidt en slags greatest hits, der samtidig markerer bandets ti års levetid, på gaden. Den består af en masse tunge Death Metalhymner, hvoraf de 6 er blevet genindspillet til formålet.

Udover en enkelt koncert, har jeg ikke videre kendskab til bandet, og har altid betragtet dem som standard død, og denne skive rykker for så vidt ikke ved min overbevisning, andet end at Hypocrisy er væsentlig tungere end først antaget. Jeg vil næsten gå så langt, som at sige at der er en god portion Doom Metal indover. Nærmeste sammenligning er engelske Bolt Thrower.

Ind i mellem kommer der dog lidt mere fart på (lige inden man slumrer hen :-)) bl.a. i form af ”Killing Art” og ”Pleasures of Molestation”, men lige meget hjælper det. At flere af numrene er pakket ind i symfoniske keyboardflader, styrker heller ikke mit syn på sagen. Den tætte produktion er dog med til at løfte helhedsindtrykket, og musikken er jo heller ikke ligefrem dårligt fremført, det er bare en smule kedeligt i mine ører.

Som Hardcore Hypocrisy-fan må genindspilningerne, vel være drivkraften bag købet af denne skive. Umiddelbart ser jeg ingen anden grund, da der ikke er noget nyt eller u-udgivet materiale på. For folk som er til tung Death med Doomingredienser, er det vel et meget godt sted at starte, hvis man ikke kender til Hypocrisy. -bo

Kom med kommentar i vores FORUM