|
Houwitser (haubitser) er navnet på en kortløbet, tyk artillerikanon af middelsvær kaliber, men samtidigt navnet på et krigerisk Hollandsk death metal band bestående af bl.a. medlemmer fra de garvede dødsmetal veteraner i Sinister.
Houwitser har vist på ”Damage Assessment” aspirationer i retningen af at blive en death metal pendant til Marduks ”Panzerdivision Marduk” iblandet lidt Bolt Thrower tyngde og kombineret med tilhørende krigsliderlig lyrik og samplinger af maskingeværsalver og detonerende sprængladninger. Apropos detonation, så er ”Damage Assessment” optaget i samme studie hvor Detonations seneste album ”An Epic Defiance” også blev indspillet, og det har resulteret i en mørk og grum, men dog tilpas klar og fyldig produktion.
Albummets cover-artwork er i øvrigt kreeret af Jacek Wisniewski, som bl.a. også lavede coveret til Krisiuns seneste ’Work of Carnage’. Han er dog efter min mening sluppet knapt så heldigt fra coveret til ”Damage Assessment”…
Nævneværdige skæringer er den groovy og afvekslende ”Parasomy”, den Bolt Thrower tunge ”Paradise to Purgatory” og det staccato-agtige titelnummer. At HVERT nummer indledes med de føromtalte samplinger fra krigsskuepladser bliver dog i længden lidt trivielt med tanke på at albummet kun lige sniger sig over den halve time i spilletid.
Houwitser sætter ikke verden i brand med deres nye album, og det da slet ikke med tanke på den stadige strøm af guddommelige death metal albums 2003 har budt på. ”Damage Assessment” er ’bare’ en god, over middel death metal skive der dog under alle omstændigheder er ’storebror’ Sinisters seneste album ”Savage or Grace” overlegent. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|