I trods mod den snarlige sommervarme må en modbydelig sjæl have fiflet med den grummest tænkelige forbandelse af en art og kastet den over et ikke nærmere defineret århusiansk gravkammer, for allerede nu er en flok udøde gespenster opstået fra kælderkulden med intentioner om at sprede skræk og rædsel i dette år, som næppe får lov til at forblive Herrens ret meget længere. Jeg hader i hvert fald bagende hede intenst, så ethvert tiltag der smager af bidende kulde og dystert mørke, er kærkomment i den tid, hvor kun det mest hjerteløse har nogen større effekt imod sved på panden og diverse hede optakter til fatamorgana, så det er her, hvor Horned Almightys dugfriske syvtommer virkelig lander på et tørt sted.

Den infernalske håndtering af primitiviteten har taget mig (og utvivlsomt mange andre) med storm, torden og lynild i løbet af meget kort tid, og hvordan helvede skulle man da ellers også kunne andet end at elske lyden af noget i stil med Motörhead, der får den hårdt i røven af Tulus og Darkthrone? Ingen fancy shit her – bare nådesløst medrivende black & roll fra start til slut gennem de fire øksehug på skiven. Umiddelbart virker Horned Almighty lige en tand federe på scenen (de oser jo ligefrem af starquality fra det hinsides) end på vinyl, men det skal bare slet ikke forstås som om, at det velsvingende fræs her er skidt, da det langt fra er tilfældet. Det smager forbandet meget af mere, og bare tanken om den snarlige split lp med Sargeist er allerede noget, der giver kriblen i knoglerne her. Horned Almighty ved, hvad de gør, og de gør det ondt…let’s fucking rock! - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM