Tilbage i dagene, hvor to videofilm og en moviebox hjembragt fra den lokale tank udgjorde den ultimative lykke, var den oprindelige ”Highlander” med Christopher Lambert i hovedrollen en regelmæssig genganger, men fascinationen skyldtes dog ikke så meget vores helt, den udødelige Connor MacLeod. Ak nej, hans diametrale modsætning og ærkefjende, The Kurgan, stjal i langt højere grade opmærksomheder med sit dominerende, flossede barbari, og skal jeg være helt ærlig, så røg der desværre også mange timers nattesøvn på den bekostning. Med ”Blessed Black Wings” står man cirka over for samme dilemma med en størrelse, der er lige så blændende, som den er afskrækkende, for ankermanden Matt Pike og frænde har i selskab med Steve Albini tilvejebragt et voldsomt, vidunderligt bæst af erklæret forfærdende kaliber.

Tommelfingerreglen er, at rock & roll folk fortrinsvis nedtoner og polerer det rebelske i udtrykket, som karrieren skrider frem, men fandeme nej om High on Fire indordner sig her, for hvor eksempelvis debuten, ”The Art of Self Defense”, nogenlunde kunne gemme sig under stoner rock uldtæppet, trækkes der nu mere bevidst og ganske ufølsomt på tempofyldt thrash og forhærdede, dyriske miner. Ikke at fortiden fornægtes helt, men forestil dig Black Sabbath slæbt i nakkehårene af Slayer gennem et Venom-minefelt, og så er der ikke skudt langt forbi stilen på “Blessed Black Wings”. Matt Pike har sjældent lydt mere gusten eller grum, når han som velsignet af Den Onde selv snerrer sig igennem pladen, men Des Kensel på trommerne skal bestemt også tildeles en stor del af æren for den nyfundne pondus, da hvert alarmerende slag tillægges så meget kraft, at de alle lyder som fatale flystyrt fra store højder. Siden forrige sommer har High on Fire desuden haft Joe Preston (kendt fra Melvins og Earth) med i rækkerne – en gut som bestemt heller ikke viger fra krydsilden, når leveringen af serielle tordenskrald påkræves.

Som skudt ud af en kanon forpester High on Fire hellere end gerne din tilværelse på den fede måde, og i dette første halvår af 2005, hvor Relapse nærmest allerede er ved at udkonkurrere sig selv gennem stribevis af latterligt fantastiske udgivelser, er ”Blessed Black Wings” langtfra en undtagelse i bevisrækken for selskabets ypperlige kvalitetssans. Ejes skal den bare. Basta. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM