herod - for whom the gods would destroy
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 11.05.04 | Heavy Metal/Hardcore | Lifeforce/North Post | -- |
|
Er det ikke lidt af et fænomen at beskue, hvordan læssevis bands med tilknytning til hardcore scenen strengt taget ikke spillet noget musik længere, der har med stilens oprindelige udgangspunkt at gøre? Måske nogle ret gode indicier på, at hardcore er og bliver mere end blot musikken? Hvem ved… Tager vi Buffalos, New Yorks Herod under luppen, så finder man vitterligt ikke ret mange referencer til den hårde punk, men når det kommer til rendyrkede metalliske udskejelser af den fineste kaliber, er ”For Whom the Gods Would Destroy” et sandt overflødighedshorn at mæske sig igennem, hvad enten det drejer sig om god, gammeldags NWOBHM, svensker lir af den fornuftige, beherskede slags eller thrash med rødder i 80’erne. Ekstremt melodisk og næsten roligt til tider, nærmest så englene synger og fører dig til himmels, men heller ikke bare varm luft for øregangene, da de ikke er blege for lige til tider at flashe korte øjeblikke af sand hardcore. F.eks. på ”I Will” hvor det stilede guitararbejde ligger oven på en aggressiv bund af et rendyrket punk beat. Især den nye vokalist Judah Nero giver numrene et langt mere episk præg end dem man fandt på forgængeren ”Execution Protocol”, for han har i sandhed en guddommelig, ophøjet stemmepragt. Om den bliver lidt for pompøs i længden, er nok en smagssag, men for mig at se fejler han på ingen måde på perler som åbneren ”We are Those People” eller på ”That Green Feeling”, hvor beviset på at bissen også kan skrues på kommer på bordet! ”The Finch against the Fire” bliver måske en anelse cheesy og ballade-agtig i det lange løb, men tager man den lille sag med et glimt i øjet, går det lige an. På bundlinien er jeg ret
overbevist om, at især Jer derude med hang til Avenged Sevenfold
bør give Herod lidt ekstra opmærksomhed. Samme omskiftelighed
og vildskab som A7X besidder de ikke, men det er nok heller ikke udgangspunktet
for hvad Herod vil, så selvom albummet her er mere strømlinet
og knap så eventyrlystent som ”Waking the Fallen”, så holder
det stadig hele vejen igennem til læssevis af luftguitar spillet
oprejst stående i sofaen eller på spisebordet derhjemme.
- guldmann
|