Hver gang jeg ser et klistermærke på coveret af en CD, hvor det står hvem der er med i bandet får det mine tær til at krumme sig. Ja, der er et salgstrick og jeg ved godt at i det store hele skal det jo kun handle om musikken, men jeg bliver alligevel altid en anelse nervøs når jeg ser de tingester. Dårlig karma eller sådan noget.

På det klistermærke der er på Hermano cd’en står der da også grunden til at jeg købte denne skive : John Garcia (Kyuss, Unida, Slo Burn). Manden har en kolossal stemme og beviser på denne plade endnu engang at han kan synge højere, stærkere og bedre end alle de stener rock kloner der opstod efter Kyuss forsvandt. Synd at der ikke er noget musik til at bakke ham op for hvad bandet spiller minder mere om de fornævnte kloner end noget andet. Uinspireret og kedeligt er hvad de præsterer. 

Det starter ellers så fint med "The Bottle" som er en rigtig fed gang tråd ala Kyuss eller rettere Slo Burn, det band Garcia startede umiddelbart efter Kyuss gik i opløsning. Men derefter går det støt ned af bakke. Hvad vi får er en kedelig gang 70’er rock med en ordentlig sjat Monster Magnet og det er blevet gjort så mange gange før at det er til at skrige over. Specielt trommespillet er til at græde snot over, der sker intet fedt på den front. Imens synger Garcia for fuld skure og prøver febrilsk at løfte musikken bare en anelse men den vil bare ikke.

Det hele kulminere så i det sidste nummer, "Nick’s Yea", som bare er et gammelt Sabbath riff spillet om og om igen. På det tidspunkt kan selv Garcia’s fede stemme ikke redde denne skive og man slukker for Cd’en før man kommer til at gøre noget grumt ved den. Det er så på det tidspunkt man opdager noget, som så afgøre det her en gang for alle. Skiven er kun 28 min lang. Prøv at forestil dig at du lige har givet 160 kr for 28 min af det jeg lige har beskrevet. Hvor var det lige jeg havde lagt min Agoraphobic Nosebleed skive?? -phil

Kom med kommentar i vores FORUM