Så er der sgu en ny supergruppe på gaden. Hellyeah består af medlemmer fra Nothingface, Mudvayne, Damageplan og – mest interessant – Vinne Paul fra Pantera. Den selvtitulerede debutskive er udgivet godt og vel et år efter bandets fødsel, så det er ikke fordi der ligefrem har kunnet bygget sig de helt store forventninger op. Og det er nok også meget godt.

Stilen er moderne klingende metal med et umiskendeligt redneck’et præg, hvilket især høres på ”Goddamn” og spruthymnen ”Alcohaulin’ Ass”. Men her stopper banaliteterne skam ikke. Musikken er blottet for detaljer og ud over soloer laves der stort set ikke noget, som transcenderer den helt basale sangskrivning. Fremførslen er så fantasiløst kedelig som arbejdede bandet modvilligt på akkord for at tjene til dagen og vejen, og det samme gælder for den sags skyld riffs, sangskrivning og tekster. Helt slemt bliver det i ”Waging War”: “Use me/Just like your fucking magazines/Abuse me/You don’t even know me/Judge me/Without a goddamn reason/Come on/Try to tear me down”. Helt ærligt... Hold dog kæft hvis i ikke har noget at sige! Der er virkelig lavet alt, alt for mange nu-metal-smædeviser siden Korn fandt ud af at man kunne; der er overhovedet ikke brug for flere. Og stik lige popballaden ”Thank You” samme vej. Tak.

Nå ja, man ville da vel godt kunne høvle et par bajere ned til ”Hellyeah”-pladen, men det skulle da også kun være hvis der ikke var andre metalskiver indenfor overkommelig rækkevidde. Der er god energi og god distortion. Fedt nok. - Men hvem i alverden har ikke det?

Faktisk leder Hellyeah mine tanker hen på en anden metallisk sydstatshybrid, nemlig Phil Anselmos ærgerlige Superjoint Ritual-sideprojekt. Tilføj sangbare melodier og skru tempoknappen ned på ”familievenligt”, så har vi Hellyeah. Og et tilsvarende tankeeksperiment vil kunne overføres til Vinnie Pauls tidligere Damageplan-projekt: Fjern samtlige interessante detaljer og erstat Dimebag med en guitarrobot.
I guder hvor jeg dog savner Dimebag, og det minder ”Hellyeah” mig desværre alt for meget om med sin komplette mangel på innovativ håndtering af spaden, hvilket med rette ellers burde kunne forventes af, ja, måske lige alle på nær Motörhead.

Alt i alt er denne skive temmelig tæt på at være middelmådigheden selv. Og som en af mine gode venner så rigtigt siger: ”Når der nu er lavet en masse god musik, hvorfor skulle man så bruge sin tid på at høre noget middelmådigt? Hell no. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM