Ih guder, lad være med at holde mig hen længere og afslør venligst at det her er en joke. Men på den anden side er spøgen end ikke morsom, hvis det rent faktisk skulle vise sig at være tilfældet, så måske er uvidenhed trods alt at foretrække som sidste værn om min krakelerende tro på, at folkene bag Drive-Thru stadig er helt friske i knolden? I fuld alvor tør jeg godt påstå, at min ansigtskulør antog omtrent samme farve som coverets betændt gullige design, da Hellogoodbyes fjogede og lemfældige omgang med øretæveindbydende solskinspunk, danseorienteret synthpop og ironisk distancerede 80’er islæt fik første snurre tur. Puha.

Ud efter et par Kodimagnyler måtte jeg hastigt vakle, men lige lidt hjalp det, for selv med smertestillende midler i kroppen er de seks numre på ep’en en forbandet kattepine at komme igennem. Frontmanden, Forrest Kline, har i forvejen en skabet vokal, men vent bare til den har været igennem en vocoder på ”Bonnie Taylor Shake 2K4” remixet, og så skal du nok tigge om nåde hurtigere end vores gode Byrial kan sige ”mere brillemetal, ja tak”. Desuden har jeg forsøgt mig med at spille skiven for min bedre halvdel, hvilket kort og godt resulterede i et skeptisk ”det lyder jo som en børne-cd…”. Bedre kunne jeg fandeme ikke have sagt det selv – tak, sveske!

Spild af dyrebar tid. Din såvel som min. Skulle Hellogoodbye mod forventning nogensinde blive et hit, pakker jeg gerne sydfrugterne samt Misfits pladerne og slår mig ned som eremitisk guldgraver i Klondyke. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM