Kender du den nagende fornemmelse af, at der bare mangler et eller andet? Du ved ikke præcis hvad, men et sted er der et tomrum, som helst skal fyldes ud, for at alle brikker falder på plads. Sådan har jeg det med Helicopter Helicopter. Efter at have pakket cd’en ud og kort gransket det sorte og røde artwork, forestillende et træsnit af bidske hunde i kamp, var der malet et stort spørgsmålstegn lige i krydderen på mig – det kunne jo næsten være alt fra dystert doom til pulveriserende metalcore eller norsk folkemusik. Men nej. Da jeg med fumlende fingre fik vendt coveret om og så det velkendte Initial logo, var jeg straks mere tryk, for det har altid været en garant for høj kvalitet. Og hvad var det så jeg manglede, som de kunne tilbyde?

Helicopter Helicopter gjorde deres entré på Boston scenen i ´98, og med et par albums ude på Lunch Records, der skabte pænt med røre om sig, lykkedes det dem så at komme i stald hos Initial. Der bydes på en ubehagelig stilsikker dosis pop rock – en genre jeg personligt stiller ret høje krav til, før der fattes interesse for den, da det let bliver yderst banalt, men her styres der legende let uden om alle faldgruberne. Det paradoksale er, at selvom den samling sange, man finder på ”Wild Dogs with X-Ray Eyes”, er ganske ligetil, så går der alligevel noget tid, før man for alvor får øjnene op for lige præcis, hvor genialt det er. Og derfra medfører musikken automatisk vippen med foden, kronisk hjertebanken og en sagelig lethedsfornemmelse i resten af kroppen.

Den ultimative force her er frontløber duoen Chris Zerby og Julie Chadwick, der begge bidrager med guitar og super duper lækker duetvokal. Hvis de gør sig lige så godt på en scene som på plade, så er der nærmest ingen grund til, at andre forsøger at konkurrere med dem, for de lader til at være nogle charmerende svesker uden lige. Dog må rytmesektionen bestående af Shawn Setaro og Ned Gallacher på hhv. bas og trommer ej glemmes, da deres sikre præstation bidrager med en ro og bund i musikken med nogenlunde samme effekt som den man kender fra The Pixies. 

Fans af ting som både Lemonheads, Weezer og førnævnte Pixies bør helt klart være opmærksomme her. ”Helicopter Fight Song” sætter som en glimrende slagsang festen i gang, og den stopper på intet tidspunkt før albummet også er slut. Svært er det at fremhæve højdepunkter, men især ”Talk the Flyer down” og ”Time Machine” får gerne lige et par ekstra omgange i spotlightet, når skiven snurrer, da de udstråler og indkapsler det bedst tænkelige ved den knap så hårde rock, nemlig den solide og velskrevne melodis universelle evne til at bryde de fleste grænser og forsøg på skepsis. ”The Devil” er straks en mere sørgmodig, lille affære - ”Burning the devil/that you know in the woods/stoning the last friend you have/for the common good”. Allerede på ”1234” overtager en hårdere kant dog, som et modsvar til forgængerens opgivenhed, og man får nærmest på ny troen på livets glæder tilbage.

Generelt er lyden herpå fremadstormende og frisk uden at virke blæret eller øretæveindbydende, og det kan vi takke Matthew Ellard for – en herre der ellers har arbejdet med alt fra Billy Bragg, Sebadoh, Tanya Donelly og Weezer over til Converge.

Får jeg kun mulighed for at have en cd med mig i den transportable støjgenerator, når landskabet skal udforskes og udfordres her i det danske sommervejr, så falder valget uden tvivl på min nyfundne kærlighed, som dette lille mesterværk er. Jeg skal have pushet det her til så mange som overhovedet mulig, for til hverdag og fest, Helicopter Helicopter er bedst…og det var lige det jeg manglede! – guldmann











Kom med kommentar i vores FORUM