Ganske enkelt gyseligt. He is Legend har alle dage været en rodet affære, men førhen var der i det mindste en smule bid at hente i deres miskmask af pop-punk og fluevægts hardcore. Når det går vildest for sig på ”Suck out the Poison” lyder de som Every Time I Die uden nosser, men til gengæld fuldstændig blottet for den charmerende flabethed og attitude, der alle dage har gjort ETID til et fængslende bekendtskab.

Vokalen fra Schuylar Croom er i bedste fald irriterende og i værste fald forstyrrende spaltet på den helt igennem ufede måde. Præcis det samme gør sig gældende for resten af den facon, hvorpå ”Suck out the Poison” er stykket sammen. Ind fra højre og venstre vælter konstante indslag af alt fra radio-venlig ”alternativ” rock over til snottet pop-punk så behagesyg, at det bliver helt frustrerende at stå model til. Jeg finder slet ingen charme i dette miskmask, og at aggressionen er skruet ned i forhold til på forgængeren står bestemt heller ikke som formildende omstændighed. Omkvædet i en sang som ”Dixie Wolf (The Seduction of…)” klinger som et dødfødt irritationsmoment af dimensioner, jeg ellers ikke har oplevet i lange tider, og det unødige forsøg på støvet country-rock i ”Cannonball Hands (The Tomato Parade)” falder bare helt til jorden på et punkt, hvor albummet allerede skulle have været afsluttet for længst.

At sætte “Suck out the Poison” på bør efterlade enhver med blot den mindste sans for kvalitet i et stadie af chok og forargelse. På bundlinjen smager den kvalmende cocktail nogenlunde så delikat som et desperat sammenskrab af alt, hvad du med nød og næppe har tilbage i forrådskammeret af usle rester lige inden næste lønningsdag. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM