Siden udgivelsen i 2004 har ”Antigone” mesterværket fra tyske Heaven Shall Burn stået hævet som et tårnende eksempel på den europæiske metalcore scenes maksimale formåen, og hvor mange andre i mellemtiden er sakket yderligere bagud, kunne man håbe på, at HSB atter ville leve nogenlunde op til deres egen standard. Helt så heldigt står det dog ikke til med deres herfra i spænding ventede opfølger, ”Deaf to our Prayers”, og selvom albummet på sin vis stadig repræsenterer den typiske HSB stil, føles det alligevel som om, at der har været nogle ganske andre kræfter på spil end de, der tilvejebragte den fuldendte storhed omkring ”Antigone”.

Lige fra begyndelsen imponeres man ellers af den møg brutale og dobbelte knockout fra ”Counterweight” efterfulgt af ”Trespassing the Shores of your World”, hvor tyskerne brillerer som særdeles sukkerfri. Dog allerede efter et par numre savnes den overordnede sammenhæng og storhed, der løftede ”Antigone” helt til vejrs. ”Mybestfriends.com” stikker ud som fabelagtigt fængende og relevant, men ellers er det relativt problematisk at grave favoritter frem fra den uspektakulære samling sange, præget af en ren og klar, men også meget ufleksibelt sikker lyd. Virkelig galt går det i ”Dying in Silence” introen, hvor HSB hælder mod at lege Fear Factory light, hvilket jeg personlig snildt kunne have undværet. 

Du vil selvfølgelig ikke være i tvivl om, at ”Deaf to our Prayers” er et HSB album, når du hører det, men alligevel er det tydeligt, at den polariserede effekt af samspillet mellem majestætisk tromlende Bolt Thrower inspiration og de små finter fra tidligere er sløjfet til fordel for noget langt mere ensrettet og mindre opsigtsvækkende. Hvor er de store, majestætiske sange, der kan matche ”Antigone” højdepunkter som ”Architects of the Apocalypse” eller ”To Harvest the Storm”? Pist væk på bekostning af noget, der - når det står sløjest til - næsten kunne lyde som kimen til fremtidige spæde forsøg på en ansøgning om svensk statsborgerskab i disse melodeath tider, flankeret af en upersonligt maskerende klang, hvor især trommelyden bliver for anspændt i det lange løb.

Mere af det samme – bare slet ikke så godt som sidst. Ikke en flatterende opskrift må man sige. Derved opleves ”Deaf to our Prayers” som meget amputeret i forhold til, hvad HSB fremmanede med ”Antigone”, hvormed de bliver en haltende kolos, der meget let kunne gå hen at tippe over, hvis ikke en markant redningsproces sættes i værk inden næsten album. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM