I takt med at metalcore så småt har været ved at slå igennem uden for de vanlige kredse af hardcore dyrkere, er mængden af knap så spændende repræsentanter for bevægelsen også steget. Snakken i krogene har gået på, om dette blot ville blive endnu et overproppet gilde i stil med nu-metallen, hvor der endte med at være alt for mange rent ud sagt elendige konstellationer om buddet, så hele den affære nu blot lugter længere væk end en selvdød, strandet hval. Hardcore er virkelig noget, der står mit hjerte nært, og jeg har da også med frygt og bæven i sindet overvejet, om lyden af i dag er noget man vil associere med dyb pinlighed om blot fem eller ti år.

”Mine Lamb of God skiver, siger du? Ehm…ehh…jeg tror nok, at de ligger allerbagerst i den store, brune kasse nede i kælderen”…

Gud ske tak og lov er den tvivl virkelig kommet på prøve, nu hvor bomben er slået ned, og en ganske særligt lykke er gjort ved at en ukuelig kraft på scenen har sat sig igennem, så fokus flyttes fra alt det knap så spændende over mod den sande åbenbaring, som Heaven Shall Burn har formået at levere på ”Antigone”. Ikke noget tyndt opkog i sigte her, men absolut kun en solid og målrettet bearbejdelse og videreudvikling af alt det, man i forvejen kun kan elske dem for. En smuk stryger- og klaverbaserede intro, skabt af den islandske komponist Ólafur Arnalds, varsler en voldsom storm, og det er lige netop, hvad HSB leverer på dette intet mindre end grandiose værk.

Det potentiale, som en syntese af intensiteten fra hardcore og de aggressive elementer fra metallen længe har varslet om, bringes direkte mod kogepunktet, og HSB har gennem ”Antigone” nok skabt den målestok, som andre vil blive sat op imod et godt stykke frem i tiden. At plukke favoritter ud er en næsten umulig opgave, men tro mig, når jeg sværger, at ”Architects of the Apocalypse”, ”Voice of the Voiceless” og ”The Weapon they Fear” alle er lyden af himlen, der stykke for stykke og med voldsomme drøn dratter ned over hovederne på os.

Men en af de største forcer ved disse metalcore mastodonter er nu også en yderst skærpet evne til at lege med melodierne, så harmoni går hånd i hånd med de ellers så voldsomme og nådesløse frontalangreb, som to parallelle tråde. På ”To Harvest the Storm” formår virkelig en total sammenblanding af olie og vand til en vidunderlig tredje substans X, som bare er lige på kornet og kun efterlader fuld tilfredsstillelse.

”Antigone” er en uomtvistelig fuldtræffer af hidtil uhørt kaliber, så det skyldes ikke blot forbigående forårskuller og dertilhørende kådhed, at HSB får lov til at indtage en hæderkronet plads på toppen af skalaen. En kraftfuld stemme og et våben man kan regne med i kampen mod middelmådighed, er hvad der rådes over, og når det nu stilles til fri disposition for alle yndere af kraftfuld musik, er der virkelig ingen vej uden om. Albummet MÅ og SKAL tjekkes ud! - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM