hearse - armageddon, mon amour
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 03.05.04 Death´n´roll Karmageddon/Target  Edler/Thornell
 
Efter at den tidligere Arch Enemy/Furbowl vokalist Johan Liiva ret ærgerlig røg ud af Arch Enemy til fordel for den growlende østrogenbombe Angela Gossow, har han siden hen teamet op med sin gamle bandkammerat fra Furbowl dagene, nemlig trommeslageren Max Thornell, og dannet bandet Hearse. Det nye album ”Armageddon, Mon Amour” er rent faktisk allerede Hearses 2. album efter debuten ”Dominion Reptilian” fra sidste år; et album jeg aldrig fik tjekket ud. Da jeg helt tilbage fra Furbowls 10 år gamle death´n´roll album ”The Autumn Years” har været fan af Liivas kraftfulde stemme, var jeg spændt på at høre, om Hearse ville tage over hvor Furbowl slap. 

Albummets første nummer ”Mountain of The Solar Eclipse” minder dog mere om et mix mellem Judas Priests ”Rapid Fire” og noget Motörhead iblandet Johan Liivas let genkendelige vokal, mens ”Turncoat” og ”Crops of Waste” er i tilnærmelsesvist samme groovy og råt svingende death´n´roll stil som Furbowl i sin tid praktiserede.

Coverversionen af Kim Wildes ”Cambodia” er efter en lidt nølende start faktisk imod forventning også ret underholdende, mens ”Play Without Rules” pludselig introducerer en solo på Hammondorgel, så man kommer til at tænke lidt på Spiritual Beggars. Det afsluttende titelnummer er med sin tunge svenske old school death metal lyd mere at sammenligne med Entombed i ”Clandestine” dagene.

Hearse har med ”Armageddon, Mon Amour” lavet et ganske godt og fornøjeligt album, hvis man kan lide melodisk death´n´roll med en anelse stoner metal tendenser fra tid til anden, men trods alt er der lidt for mange gennemsnitlige og identisk lydende numre til at albummet fortjener mere end en karakter lige over middel. Under alle omstændigheder er det i hvert fald skønt at høre Johan Liivas rå stemme igen. –byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM