Det er efterhånden syv år siden, men jeg husker det som i går. Jeg troede knapt mine egne ører. Vi væltede rundt som i én stor, frådende masse til den thrash-åbenbaring, som var deres første koncert på Musikcafeen i Århus. Siden da skulle mangt og meget ændre sig på den danske metalscene.
... Lidt FOR meget, måske. For som bekendt er der kun mastermind Peter "Pepe" Lyse Hansen tilbage fra det line-up, som de fleste vel kommer til at huske Hatesphere for, ihvertfald et godt stykke ud i fremtiden.

Sandt at sige har jeg haft så mange fede oplevelser med den "klassiske" besætning, at jeg så godt som afskrev bandet i løbet af sidste år, efterhånden som medlemmerne faldt fra én efter én. Så meget desto større en overraskelse var det at smække "To the Nines" i afspilleren. Med al tænkelig respekt for tidligere skrålhals Jacob Bredahl, er denne så godt som glemt når Jonathan "Joller" Albrechtsens kun 20-år gamle stemmebånd definitivt growler Hatesphere-navnet ud på den anden side af dets identitetskrise. Og det med en stilsikkerhed, der bestemt er den internationale scene værdig, - en scene som bandets forrige inkarnation allerede var trådt temmelig langt ud på, da de daværende medlemmers respektive familier og sideprojekter så småt begyndte at blive opprioriteret.

Men okay... Nu ER det altså ikke ligefrem fordi det er nogen musikalsk pendant til raketvidenskab, det her. Alt det herpå følgende er blevet skrevet adskillige gange, men lad os da bare ta' den igen-igen: Hatesphere spiller moderne dødsthrash uden nogensomhelst dikkedarer, og hvis man kunne lide bandets forrige albums, kan man snildt investere i denne her, og hvis man ikke kunne det, kan man investere i den nye Kelly Clarkson-CD og fedte tilbage til sine veninder og snakke om Paradise Hotel.

Ligesom med enhver ny Motörhead-skive har man med enhver hidtidig Hatesphere-udgivelse på forhånd godt kunnet være temmelig sikker på, hvad man fik. "To the Nines" er bestemt ingen undtagelse. Fra start til slut er en komplet ukuelig entusiasme i højsædet, og som tilfældet har været før, er det faktisk lidt svært at fremhæve nogle numre frem for andre. Min personlige favorit er "The Writing's On the Wall", hvilket skyldes en lidt mere omhyggelig opbygning og ikke mindst versets melodiske temariff, som er med til at give nummeret et lidt mere personligt præg.

Faktisk kunne jeg godt finde på netop at efterlyse lidt flere af den slags detaljer, for lige så fedt som hele svineriet er, lige så lidt afveksling er der at finde. Det dramatiske keyboard-C-stykke på "Oceans of Blood", (som sandsynligvis er inspireret af "Absolution" fra forgængeren "Serpent Smiles and Killer Eyes"), er en heldig, smagfuld undtagelse. På "Clarity" skrues der ganske vist mærkbart ned for både både tempo og riffing, men det afsluttende breakdown ender ikke desto mindre med at dræbe sig selv i ren monotoni. Og så åbnes der lige kort for et nær-akustisk C-stykke på "Backstabber", men dettes potentiale får desværre lov at stå uudforsket hen til fordel for endnu mere af den bistert homogene djævelskab, der i forvejen udgør 9/10 af "To the Nines".

Hvorom alting er, vidner disse ideer da bestemt om nytænkning, og jeg forestiller mig at det her band anno 2009 trods alt stadig har knapt så meget overskud som da forrige skive blev udarbejdet. Og frem for alt kommer Hatespheres musik altså bare 100 gange mere til sin ret i levende live end på plade. Jeg har selv negligeret deres koncerter i de sidste par års tid, men det lover jeg at gøre noget ved ovenpå "To the Nines", som scorer fire fine C'er for den noget rutinemæssige, men ikke desto mindre rockerseje præstation. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM