WAAAAAAAARGH! Meget kan man sige om Hate Eternal, men at de altid har været garant for intens, velspillet og først og fremmest alt-ødelæggende death metal kan man ikke tage fra dem. Sidste album, ”I, Monarch” blev en lidt kedelig affære i mine ører, på trods af trommemonstret Derek Roddys massive tilstedeværelse. Albummet skortede ikke på teknik eller brutalitet, men der manglede ligesom den X-faktor, der gjorde især debuten et fængslende bekendtskab. Nu er bandet, ledt af allestedsnærværende Erik Rutan, så tilbage med et album, der angiveligt skulle være Rutans måde at bearbejde tabet af sin bedste ven, tidligere Hate Eternal-bassist Jared Anderson – og hvis vrede og rødgløende vanvid er den bedste måde at komme igennem den slags oplevelser på, ja så burde Rutan føle sig helt nøgtern og afklaret nu. For helvede, det er nærmest svært for mig at samle kræfter nok til at skrive dette, for ”Fury & Flames” er en nådesløs energiudladning, der får det meste andet til at virke tamt og ligegyldigt.

Åbneren ”Hell Envenom” stormer ud af boksen uden unødvendig omsvøb, som et ustoppeligt bæst i en blodrus af en anden verden. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt unge Jade Simonetto var i stand til at overtage trommetronen efter Derek Roddy kan man her ånde lettet op – bevares, helt samme niveau af teknikalitet og smagfuldhed når Simonetto ikke, til gengæld er hans delivery intenst og kaotisk, hvilket præcist matcher de dissonante, skæve riffs. Åh gud, bandets riffs! Fremfor typisk tremolo-picking og palm-mutet pjat kaster Rutan og hans gamle sparringspartner Shaune Kelley rundt med atonale smadderriffs og det er sand fornøjelse at høre de to spille sammen igen – sjældent har to guitaristers stil klædt hinanden bedre end deres gør. Bevares, de guitarsoli, som pladen af og til byder på, er i klassisk HE-stil ikke just blandt de stærkeste, men de fylder dog ikke nok på pladen til at spolere helhedsoplevelsen. Ganske som før ligger fokus heller ikke på at have riffene helt oppe i front til at drive sangene, men mere at få dem til at smelte sammen i skøn disharmoni med resten af instrumenterne, så resultatet bliver en massiv klyngebombe af lyd. Dette fungerer til fulde på numre som ”Para Bellum” og ”The Funeary March”, men egentlig er der ikke eneste svagt øjeblik på pladen, så jeg kunne for den sags skyld have fremhævet hvilket som helst nummer. Tungt på bassen sidder Alex Webster som de fleste nok kender fra Cannibal Corpse, og hvis man ikke allerede i den sammenhæng var bevidst om mandens evner på den fire-strengede, ja så er det på tide at vågne op nu! Selvom han af og til går til tabt i mixet, så er hans komplekse linier og generelle tightness så beundringsværdi at han enkelte steder på pladen stjæler showet fra sine bandkammerater; hør bare midterstykket af den fuldfede ”Bringer Of Storms” – der også er undertegnedes favorit – og hør hvor lækkert og smagfuldt han ligger.

Man må endelig ikke begå den fejl at gribe ”Fury & Flames” – eller Hate Eternal generelt – som bare endnu et amerikansk dødsmetalprodukt; thi bandet har altid haft deres helt egen kaotiske stil og hvis man ikke kan sætte pris på den vil ”Fury & Flames” helt sikkert blot virke som en gang ufokuseret nonsens. Det handler i HEs tilfælde om at læse mellem linierne og anerkende det store stykke arbejde bandet har lagt i pladen for at få den til at fremstå som rent musikalsk kaos, selvom den i virkeligheden er alt andet end dette. Som Christian fra Nidhug sagde i filmklassikeren ”Headbang I Hovedlandet”, så ”skal man faktisk være god for at få det til at lyde primitivt, ellers lyder det jo bare ad helvede til.” Og det er i høj grad læresætningen bag dette album, altså, hvis du bare bytter ”primitivt” ud med ”komplekst”. Udadtil lyder det vitterligt ad helvede til med sine smadrede riffs, skæve rytmer og den tykke, nærmest bevidst mudrede og overstyrede produktion, hvor Rutans multi-trackede vokal dominerer – det er når man først kommer ind under huden på det hele at man indser præcis hvilken vanvittig – og vavittigt fængende - lille genistreg albummet er. ”Fury & Flames” er en nær-perfekt repræsentation af det forstyrrede og demente og pladen lever godt op til sin titel – et uendelig vredt, ildspyende monster, der udsletter alt i sin vej fordi dets natur ikke byder det andet. Hate Eternals line-up har altid været omtrent så stabil som situationen i mellemøsten, men jeg håber inderligt at vi får mere at se til Webster, Kelley og Simonetto på næste album fra bandets hånd. Rutan og kompagni har med nærværende skive gjort et solidt comeback på en ellers lettere stagnerende dødsmetal-scene og de har lige hævet standarden betydeligt for resten af 2008. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM