hate - anaclasis : a haunting gospel of malice & hatred
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 24.10.05 Death Metal Listenable/Target  --
 

Forrige album med polske Hate, ”Awakening of the Liar” fra staren af sidste år, var et glimrende death metal album, der på højst effektiv men måske ikke just nyskabende vis blandede elementer fra midt-90´er Deicide med en del naturlig afsmitning fra hjemlandets lidt mere velkendte bands som Vader og Behemoth. Tiden er nu inde til en opfølger i form af det nye Hate album med den lidt snørklede titel ”Anaclasis – A Haunting Gospel of Malice and Hatred”, og resultatet er blevet en udgivelse, der ufortrødent fortsætter dér hvor ”Awakening of the Liar” slap, dog tilførte en smule musikalsk nytænkning i form af nogle mekaniske og koldt lydende industrielle effekter fra tid til anden. 

Især numrene ”Necropolis”, ”Hex” og ”Malediction” er aldeles effektive i deres kombination af brutalitet, tightness og meget markerede staccato breakdowns tilsat de omtalte industrielle augmentationer; det lyder dejligt ondt, kynisk og koldt men alligevel med et menneskeligt element over sig, der gør vredesudladningerne lige den smule mere korporlige og får de fængende riffs, breaks og omkvæd til forbavsende hurtigt af ætse sig fast sig i lytterens musikalske hukommelse. Desuden har guitarist og frontmand Adam The First Sinner (Nej, det hedder han sikkert ikke i virkeligheden…) den perfekte vokal til Hates afart af death metal; afgrundsdybe growls ja, men alligevel så tydelige og artikulerede at det er til at opfange den olme lyrik. 

Hate har med ”Anaclasis – A Haunting Gospel of Malice and Hatred” lavet et album der lige er den smule mere catchy end den ellers fede forgænger ”Awakening of the Liar”, og de få men velintegrerede industrielle tiltag er med til yderligere at differentiere det nye album en smule fra landsmændene i Vader og Behemoth. I bund og grund er der dog tale om et death metal album i helt traditionel forstand, så at give ”Anaclasis – A Haunting Gospel of Malice and Hatred” en hel karakter mere end ”Awakening of the Liar” vil vist være at stramme den. Derfor: CCCC½ –byrial












Kom med kommentar i vores FORUM