|
"Sweet home Alabama" - der må været noget i luften i Hastes hjemstat. Fra den ene grøft til den anden har de nu bevæget sig fra overhektisk, pågående metallisk hardcore mod en mere stueren, melodiorienteret retning.
Her på tredje udgivelse i rækken er især den ene frontmand Chris Mosley modnet en del, og hans førhen så skingre issyl af en stemme lyder langt fra længere som en præmenstruel puddels bidske bjæffen. Brøleren Kelly Reaves kun nu også præstere en "Bloodlet-light" udladning fra struben, og begge de herrers kunnen ud i skønsang er blevet løftet flere højder. Lige den detalje kombineret med det pludselige flair for det hypermelodiske har gjort, at hvor Haste før kunne være direkte anstrengende at lægge ører til i længden, så er de nu blevet en tand for pæne fra tid til anden. Hold da kæft, hvor må det være svært at stille den krævende masse tilfreds.
Til trods for svage kleptomaniaske tendenser fra deres side centreret omkring den populære Drive-Thru bølge med bands som Finch og deslige har, Haste dog stadig en del at byde på. Jeg tror næsten, at The Used ville lyde lidt sådan her, hvis de rent faktisk havde nosser. Med jævne mellemrum slippes blodhundene løs til bid efter struben som på "A God Reclaims His Throne", der gæstes af D. Randall Blythe fra metalcore mastodonterne Lamb of God, og præges af en tyk og hård lyd, der smælder fint over hele feltet. På "Revenge Tastes Like Blood & Broken Teeth" går der old school i den, og Haste vender her endda næsten tilbage til deres gamle lyd. Break it down!
Alt fremstår klart og tydeligt i lydbilledet på den overlækre og knivskarpe produktion, dog uden at falde igennem ved at indsatsen skulle virke overanstrengt. Med lidt for meget vægt lagt på at skabe ørehængere måtte Haste dog gerne svinge pendulet lidt mod hardcore rødder igen, da det i mine øjne vil øge udbyttet en hel del med bare en anelse mere aggression bragt på banen. Et nummer som "The Rescued" klarer lige balancegange, men man må da ikke håbe, at de i næste forsøg stirrer sig blinde på chancen for MTV2 rotation og helt mister grebet. -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|