Siden Hammerfalls kunstneriske højdepunkt, den suveræne "Crimson Thunder" ('02), har deres plader været kendetegnet ved at være ganske glimrende, men også ved at have en smule længere mellem sange af samme format som tidligere, og under ingen omstændigheder at overstige de fire første Hammerfall-skiver i kvalitet.
Det samme gør sig i høj grad gældende på bandets syvende studiealbum. "No Sacrifice, No Victory" er med sine 10 nye Hammerhymner om kompromisløshed, viljestyrke og integritet, udsat for pæn-men-ikke-prangende Charlie Bauerfeind-lyd, hverken mere eller mindre end hvad man kunne tillade sig at forvente. Men hvis man er til heavy metal, er det slet ikke så ringe endda.

Det tyder på at Hammerfall har besluttet sig for at rocke på en lidt mere traditionelt-rocket vis end normalt. Det meste af "No Sacrifice..." er tungt uden at tendere "Holy Diver", og samtidig straightforward uden den store brug af galoprytmer og 16.dels-riffing. Det taget i betragtning er det lidt en paradoksal oplevelse, hvordan flere numre faktisk skal have lov til at vokse lidt på lytteren. For eksempel er omkvædet i "Bring the Hammer Down" noget så fængende, men gik først rigtigt op for mig efter to-tre lyt. Generelt skal der ledes lidt mere efter hooks'ene i denne omgang, - faktisk er det ikke altid, numrene indeholder deciderede hooks snarere end bare fine, sangbare melodier. Oskar Dronjak (guit.) og Joacim Cans (vok.) er om ikke i Lennon/McCartney-liga så trods alt stadig i stand til at bibeholde en rigtig pæn sangskrivningsstandard, selvom den måske lige er på autopilot ind imellem. De velkendte baggrundskor på "Punish and Enslave" og "Any Means Necessary" er knapt så inciterende som de måske kunne have været, men bestemt stadig æggende for enhver headbanger med hjertet og nosserne på rette sted. Og "Hallowed Be My Name" er omend langt fra Hammerfalls mest memorable sang, så stadigvæk lige så beskidt som jeg ikke husker dem have været siden "Let the Hammer Fall" fra "Legacy of Kings" ('98).

Kun et par enkelte gange falder "No Sacrifice..." igennem. Balladen "Between Two Worlds" er i disse ører lidt for standard'et til for alvor at være medrivende, og "Life Is Now" lider under en shuffle-feeling og en tonikavariant, der er gået hen og endt som fejlslagne ideer snarere end de effektive gimmicks, de var tænkt som. Derudover er skamridtet af The Knack's gamle powerpop-slager "My Sharona" ret ærgerlig og ikke mindst dybt overflødig. (Her vil jeg forresten gerne have lov at indskyde, at et covernummer ideelt set bør være mere end bare almindeligt velvalgt for ikke at måtte nøjes med at komme på en EP eller et decideret coveralbum. Forstå det lige, tak.)
I den proportionelt modsatte ende er det lækre leadtema på instrumentalnummeret "Something For the Ages" på både overraskende og lidt pinlig vis faktisk skivens bedste melodi. Om ikke andet giver det gode odds til bagmanden Pontus Norgren (guit.), der er new kid on the block pr. sidste år.

Hardcore Hammerheads vil bestemt nyde "No Sacrifice, No Victory". Og generelt vil fans af heavy metal, der om muligt ikke fik sulten stillet med Saxons seneste skive, bestemt heller ikke gå galt i byen. Men når det så er sagt, bør man, hvad end man er det ene og/eller det andet, først og fremmest gå ud og investere i Hammerfalls føromtalte fremragende fire første langspillere, hvis disse ikke allerede står i samlingen, hvor de hører til. Selv vil jeg håbe på at næste ombæring vil være bare en kende mere inspireret, for så er Hammerfall ikke blot gode som her, men slet og ret fantastiske. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM