halo - body of light

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC 08.09.03  Post HC/Noise/Doom Relapse/Target Halo
 

Langsomt går det, mens dødsmaskinen ruller nærmere, men flugt er ikke en mulighed, og pinen kan kun blive for langtrukken mens man venter på sin endelige afsked med livet i denne form, i et inferno af altopslugende smerte. Selv betegner Halo deres lyd som ”anti-music”, så de er her nok næppe for at skabe sig ret mange venner med det samme. 

Godflesh og Swans har før som kolosser bevæget sig i dette monumentale dommedags univers, hvor hastværk virkelig altid har været lastværk, men Halo driver det så vidt, at lydbølgerne nærmest bliver så massive, at de ender med at være fysisk håndgribelige og uigennemtrængelige. Hvorfor dog få overstået smerten alt for hurtigt i et flygtigt grind-orgie, når man her kan få trukket visitten på pinebænken ud i det uendelige? Forestil dig hvis tandlægen satte borets omdrejninger ned til bare en håndfuld i minuttet….

Det drejer sig godt nok blot om en duo, som håndterer en molotovcocktail af trommer, bas og støjsamples, men så sandelig om ikke hvert enkelt nummer er indspillet live i studiet for at opnå en ultimativt rå effekt. Til trods for dette er tonerne virkelig krystalklare, så sludge er her ikke rigtigt tale om, men måske nærmere en slags noise/doom splejsning befriet fra begge sceners klichéer og faldgruber.

For at få et par ”live action” reaktioner på andres oplevelse af musikken har jeg prøvet at spille ”Body of Light” for en håndfuld venner over det sidste stykke tid, og ca. halvdelen af dem hadede det intenst. Den gode nyhed er så, at man kunne spore en lige så intens gnist af fascination hos den anden halvdel af forsøgskaninerne, så har du fået bare lidt blod på tanden, skal Halo også have chancen, selvom det lige til en start kan det være en maraton lignende tålmodighedstest. -guldmann











Kom med kommentar i vores FORUM