Det er godt nok længe siden, jeg har oplevet, at et ellers velrenommeret navn som Hail Of Bullets skuffer så eftertrykkeligt, som det er tilfældet med de krigsbegejstrede hollænderes opus 2, ”On Divine Winds”. Med notabiliteter som Martin Van Drunen og Ed Warby fra henholdsvis Pestilence/Asphyx og Gorefest samt tre øvrige erfarne herrer i folden, havde jeg som minimum forventet en gedigen omgang old school dødsmetal med behørigt gehør for genrens klassiske dyder og adelsmærker.

Hvad genren angår, skal det retfærdigvis siges, at Hail Of Bullets leverer upåklageligt. Bortset fra en tidssvarende og i øvrigt fyldig og glimrende produktion kunne ”On Divine Winds” efter min mening lige så godt være udsendt i halvfemserne. Hvilket – i parentes bemærket – er helt fint. Nu er udgivelsesåret imidlertid 2010, og hvor ”On Divine Winds” i midthalvfemserne sikkert sagtens kunne have målt sig med datidens klasseudspil inden for death metal- kategorien, ser det straks værre ud anno 2010. Såvel Autopsy som Bolt Thrower har inden for en overskuelig fortid leveret eksempler på, det er muligt at lave death metal af klassisk, relativt simpelt tilsnit uden at give køb på hverken brutalitet, catchiness, kvalitet eller bandintegritet.

Problemet med ”On Divine Winds” er i al sin øredøvende enkelthed, at den er gabende kedelig og følgelig dræbende på den decideret ufede måde at komme igennem. Som sagt er det helt som skomageren at holde sig til sin læst og afholde sig fra at opfinde nogen nye dybe tallerkner – den indstilling kan der sagtens komme rigtig udmærket death metal ud af jf. ovennævnte eksempler.

På trods af min veneration for dødsmetal af den gamle skole samt min agtelse for de medvirkende musikere på ”On Divine Winds”, som burde borge for en vis kvalitet (især med Ed Warbys normalt temmelig overbevisende optræden i Gorefest in mente), er pladen her noget af det mest uinspirerende og gabprovokerende dødsmetal, jeg længe har lagt øre til. Årsagen? Rutinetrommespil af mest monotone skuffe, riffs, som nødvendigvis må være gravet frem af de forskellige musikeres idéskraldespande og Martin Van Drunens enerverende vokalspor, som ikke lyder en brøkdel bedre end i Aspyx (hvor det stod grelt til) – vurderet som helhed er det bare ikke godt nok.

Afslutningsvist er jeg tilbøjelig til at skrive, at denne plades eneste legitimitet består i at kunne virke som et kvalificeret bud på den laveste fællesnævner, man kan bruge til at holde årets øvrige death metal-udgivelser op i mod og vurdere kvaliteten af. I forhold til de forventninger, man med baggrund i musikernes øvrige meritter burde kunne stille til Hail Of Bullets, har jeg svært ved at forestille mig, noget udspil på denne side af nytår kan skuffe mere end dette. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM