|
Sidste år blev jeg meget glædelig overrasket over franske Scarve og deres suveræne album ”Irradiant” på Listenable Records, og sørme om ikke endnu et fransk band på samme selskab nu overrasker positivt. Der er tale om debuterende Hacride og deres album ”Deviant Current Signal”, som også på det musikalske plan har flere ting til fælles med Scarve, idet begge bands vel spiller en form for moderne, semi-teknisk aggro-thrash.
Selvom Hacrides musik altså er en blanding mellem thrash og moderne hybridmetal, er produktionen heldigvis ikke unødig klinisk og stressende, så lydbilledet kommer til at minde for meget om bands som Fear Factory eller Strapping Young Lad. I stedet bibeholder ”Deviant Current Signal” en lidt mere naturlig og organisk lyd uden at miste tyngden og taget om de små lækre detaljer i sammenspillet. Faktisk minder Hacride mest om en kombination af Meshuggah i perioden omkring ”Destroy Erase Improve”, bare uden det kolde industrielle touch som Meshuggah havde på det album, og så det mere direkte, intense power-groove som Pantera førte sig frem med på f.eks. ”Vulgar Display of Power”.
Når Hacride rykker igennem, rykker de VIRKELIG igennem som f.eks. på den vidunderlige ”Typo”, hvor ekstremt groovy rytmer og det ene catchy dræber-riff efter det andet kastes i hovedet på lytteren, mens ”This Place” minder endog meget om Pantera. Som en lækker lille detalje er der en rigtig vellykket, næsten drømmende saxofon-solo i det i øvrigt suveræne nummer ”Protect”.
Et lille irritationsmoment er, at man ud af albummets 8 numre og en spilletid på kun små 40 minutter har valgt at inkludere numrene ”Cold” og ”Down”, som er taget direkte fra Hacrides ”Cyanide Echoes” demo fra 2002. Enten kunne man vel have ventet med at udgive ”Deviant Current Signal” til man have et par ny kompositioner mere parat, eller i det mindste så genindspille demonumrene til debutalbummet? Ikke fordi ”Cold” og ”Down” er dårlige, men de er trods alt mere primitivt producerede og knapt så spændende som de 6 nye numre.
Hacride er måske ikke helt oppe på niveau med hverken Scarve og Meshuggah endnu, og specielt lead-arbejdet halter stadig lidt i forhold til idolerne, men med tanke på at ”Deviant Current Signal” er et debutalbum, må man sige, at Hacride er et band man bør holde et vågent øje med i fremtiden. Hvis man er på udkig efter en moderne blanding af teknisk thrash á la Meshuggah og power-groove i stil med Pantera, er ”Deviant Current Signal” bestemt værd at give en chance. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|