Du kender dem godt; de der nævenyttige hardcore-bands, med tyngde som en halv fjer, der virkelig bare har haft alt for få år i øveren. De udgiver et tåkrummende debutalbum, der blindt træder i alle de gængse faldgruber, og udstiller en komplet mangelfuld indsigt i kunsten at få sin vrede til at lyde oprigtig og pågående. Derefter forsvinder de igen. De fleste i hvert fald. Forhåbentlig gør Gwen Stacy det, for hvad de "præsterer" på Ferret-debuten her, tangerer altså det direkte pinlige.

Alt det myspace-moderigtige lir er ellers kørt flot frem i position her. Fra selvproklamerende modenhed, til de lange dumsmarte sangtitler (paradoks, siger du?) og sågar et par flinke emo-omkvæd, men Gwen Stacy formår hverken at aflevere det søde eller det sure, med nogen overbevisning overhovedet. Det hele ender reelt set aggressivt som et gammelt dovendyr på lykkepiller, og krydret med de mest stillestående og minimalistiske breakdowns jeg mindes at have stået model til, så står den kalorietomme opvisning her ud i fuldt flor.
Nej, Gwen Stacy bør være bedst tjent, gemt væk i et øvelokale de næste fem-seks år, indtil de lærer at skrive to forskellige numre, og kan levere skidtet med en vis portion dybde og indlevelse. Lige nu står det slemt søvndyssende til, og det undrer mig altså til stadighed hvorfor et pladeselskab som Ferret overhovedet vil associeres med sådan en 4.-rangs kopivare. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM