Green Day har præsteret både godt og skidt gennem årene. ”39/Smooth” var en ok debut, og med ”Kerplunk!” leverede de i 1992 en ægte pop-punk klassiker. To år senere blev trioen hvermandseje med skiftet fra Lookout! til Reprise Records og en massiv eksponering ved udgivelsen af ”Dookie”.

I visse kredse et ikke specielt lødigt album at hylde, men det er jo nærmest pop-punkens svar på Metallicas sorte album. Ser man bort fra et par få ulidelige slagere og en unødvendig genindspilning, var det en kraftpræstation i fængende sangskrivning og bundsolidt håndværk, som bragte genren ud til en gigantisk skare af lyttere. Men som sagt, ikke noget man nødvendigvis råbte højt om at være stornyder af. The Copyrights, et pop-punk band af nyere dato, indkapsler det perfekt i teksten til deres "Planet Earth Nineteen-Ninety-Four"; 'Made excuses to not like Green Day, but we wore the tape out anyway, what our friends don't know won't hurt them, of course they were doing the same thing'.

Herefter dalede bandet på den kommercielle radar. Det startede ellers fint med geniale ”Insomniac”, der demonstrerede en klædeligt mere kontant lyd og sprudlede af energi, men ikke bød på åbenlyse hitsange. En storfavorit her! ”Nimrod” var pænere i kanten, men en tand for langt og ufokuseret, selvom benhårde "Platypus (I Hate you)" trak op. ”Warning” led af stilistisk roderi og var på ingen måde et salgsmæssigt hit. ”American Idiot” fra 2004 blev til gengæld en bragende succes, der ramte plet med solid sangskrivning og en konceptuelt sammenhængende, men ikke decideret udpenslet beretning med Jesus of Suburbia karakteren som omdrejningspunkt. Lad os bare kalde det en pop-punk rock opera.

Til en vis skuffelse har Green Day valgt at følge succesen op ved at gentage fremgangsmåden fra sidst – blot blæst op til bristepunktet som en hårdt pumpet ballon. ”21st Century Breakdown” varer små 70 minutter og er delt op i tre separate akter med hver deres undertitel. Igen er der tale om konceptuelt sammenhængende lyrik med navngivne karakterer, denne gang det unge par Christian og Gloria, som rundfarter i et forvirringens Amerika. Fuldstændig som på forgængeren udbasuneres historiens detaljer ikke voldsomt. Selvom ambitionsniveauet tydeligt skinner igennem, er resultatet, at albummet på mange fronter fremstår som ”American Idiot” del to, og fuldstændig som i filmens verden formår fortsættelsen ikke altid at matche charmen eller relevansen ved originalen.

Heldigvis er sansen for de suveræne, vedkommende melodier ikke skubbet helt ud på sidelinjen, og vokalarrangementerne fremstår mestendels vellykkede og særdeles gennemtænkte. De bedste numre er dog sjovt nok stadig de mest ligefremme, hvor rodfæstningen i pop-punken står stærkest. ”Murder City” pulserer af sted for fuld hammer, og ”The Static Age” er umulig at få ud af hovedet, når først den har sat sig. Med todelte ”American Eulogy” fusioneres punk-energien og det små-episke med samme succes, som når det forgående album var bedst.
Andre sange herpå er som sådan vældig gode, men lider under smølende opbygning. F.eks. ”¡Viva la Gloria!” havde nydt godt af at få sakset den stereotype intro med vokal, piano og strygere. Når Green Day endelig går til biddet, bliver nummeret med et trylleslag fantastisk, men desværre skal man forinden igennem opblæsthedens søle.

Klichéerne vælter over hinanden, når det står værst til. En eller anden konvention dikterer åbenbart, at når noget skal være storladent, så må førnævnte piano samt strygersektione død og pine hales frem. Den vælger Green Day nærmest slavisk at følge, og det er trist. ”Last Night on Earth” og ”Restless Heart Syndrome” er de slemmeste skrækeksempler på, hvor galt det kan gå, når rock operaen bliver for balladeglad og forspiser sig i trivialitet. Stadion rock grovæderi har aldrig været et kønt syn. ”Christian's Inferno” og især nummerets omkvæd bør fremhæves som exceptionelt plat, selvom det hører til i den mere ligefremme kategori. 'Whoa-oh, Christian's Inferno' gentagelsen samt den meget lidt overbevisende diabolsk latter som krølle på halen falder fuldstændig på røven som formidling af krisesituationen i lyrikken. Ender dette som fremtidigt singleudspil, er det tid til at gå i dækning!

Med flittigere brug af klippesaksen, kunne der snildt være formet et decideret godt album ud af materialet. Men som følge af noget, der enten er sløset selvdisciplin eller regulært overambitiøst, bliver slutresultatet en alt for stor mundfuld med urimeligt svingende spændingskurve. Bombasten skal nok få mange til både at logre med halen, rulle om på ryggen og spjætte med benene af begejstring, men her preller den altså af. Min største bekymring omkring Green Day er, om de næste gang vælger at gå nye veje eller satser sikkert og disker op med en ”American Idiot” del tre. Det ville ganske enkelt blive ulideligt. ”21st Century Breakdown” får dog en delvis anbefaling med på vejen for de trods alt vellykkede indslag, der er spredt ud over værket. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM