gothic knights - up from the ashes
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 2003 Power Metal Limb Music/Scanbox Eric Rachel
 

Echt gut und tolles power metal aus…Brooklyn?! Jamen, det lyder jo næsten lige så eksotisk som calypso fra Herning, ikke? Et nummer som ”Down in Flames” og et par andre slagere har da helt sikkert også lidt af den europæiske power-revival lyd, men Gothic Knights trækker også en del på den hårdere US power, og tjek endelig åbneren ”Power and the Glory” for beviser, hvor endda lyrikken lader til at være i samme boldgade, som når selveste Jon Schaffer bliver ekstra patriotisk. Bare synd at albummet her langt kan måle sig med ”The Glorious Burden”, når det gælder om at fastholde opmærksomheden, for det meste af sangskrivningen virker bare som noget man har hørt adskillige gange før…og så bare med lidt mere velkogte boller på suppen end her. Ergo kunne lyden af et aircondition anlæg faktisk ofte være lige så underholdende.

Rytmesektionen og håndteringen af den klassiske heavy metal guitarlyd finder jeg nu derimod nogenlunde acceptabel, men Rick Sanchez’ stemmepragt kan så til gengæld være lidt af en hård nød at knække. Nogle gange lyder han bare ude af trit med resten af bandet, når de højere tonerne efterstræbes, og det giver sådan lidt en jamrende, forceret sangstemme at trækkes med, når det er værst. Kan ikke rigtigt se, hvad vi skal med det her, når nyeste Iced Earth output alligevel kan købes for samme slat penge, og helt sikkert vil resultere i større glæde over hele linien. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM