Når et bands pressemeddelelse beskriver musikken som ’på en gang metal og alligevel ikke’ er det at jeg begynder at krumme tæer. Når albummet samtidig er produceret af en vis hr. Shawn Crahan, alias Clown # 6 fra Slipknot, der også samtidig giver sin blåstempling af bandet i førnævnte pressemeddelelse, bliver billedet ikke bedre. Vi kender godt konceptet – kendt medlem af et kendt band finder ungt, usignet band, signer dem til sit nystartede selskaber og hyper dem som det nye store håb. Oftest ender lytteren med en bitter smag i munden og sådan har jeg det også med "The Imbuing", Gizmachi’s debutalbum.

Den meget lange pressemeddelelse beskriver som sagt musikken som noget helt specielt og enestående. Og givet, Gizmachi’s musik er da også specielt – det betyder bare ikke at det er godt. Bandet spiller efter min mening et kloning af nu-metal og metalcore, med nogle lidt mere progressive tendenser, ikke ulig dem fundet hos Tool. Førnævnte Slipknot har også været en stor inspiration her, ligesom at bandet flere steder benytter sig af skæve synkoperede riffs, ikke ulig dem man finder hos Meshuggah. Numrene er generelt meget lange og tager flere forskellige retninger, med hensyn til tempo og dynamik. Bandet fokuserer dog på det aggressive og intense og det er ærligt talt en skam. 

For når de dropper Slipknot-inspirationen, tvinger den lettere irriterende brøleabe Sean Kane til at tie stille, sætter tempoet ned og lader guitarist Mike Laurino træde i kraft med sin fede rene vokal, rammer de en nerve hos mig. Bandets melodiske side tiltaler mig i langt højere grad en den brutale, så det ærgrer mig at bandet ikke har brugt mere energi på at dyrke den. For selvom Gizmachi spiller godt og tight (dog med undtagelse af nogle forfærdeligt ringe guitar-soli) lyder de simpelthen for meget som deres idoler. Men lyt til omkvædet på ’Wandering Eyes’ – der er vejen! Hvis bandet gjorde mere ud af dette ville de helt sikkert nemmere kunne skabe sig deres egen identitet. Samtidig burde de overveje at være mere økonomiske med sangskrivningen, numrene er simpelthen for lange til at holde lytteren interesseret. Dertil kommer den skammeligt ringe produktion det hele er pakket ind i. Bare fordi man er med i et kendt band og har en sjov maske betyder det altså ikke man er nogen Devin Townsend, tilsyneladende...

De to C’er skal ikke ses som et forsøg på at nedgøre bandet, men mere som et udtryk for den skuffelse over den manglende forløsning af alt det talent, der vitterligt er til stede på albummet. Jeg har svært ved at se hvem Gizmachi ville appellere til lige nu, men hvis de arbejdede med deres udtryk en smule, kunne de måske blive al hypen som ’the next big thing’ værd. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM