I efterhånden 15 år har tyske Gigantor leveret endeløse kaskader af ukomplicerede pop-punk hymner, og mest af alt erindrer jeg dem fra diverse irriterende indslag på adskillige compilations op gennem 90’erne samt en lind strøm af udgivelser udsendt via det helt igennem pinlige Lost & Found Records, som mange udover jeg sikkert også husker tilbage på med væmmelse over selskabets aldeles ikke eksisterende kvalitetssans. Lidt research viser desuden, at drengene de seneste par år har haft anseelig succes i Japan, og svært er det egentlig ikke at forstå, da Gigantors primære force absolut er de mange lighedstræk med den særprægede, naive form for popmusik, som japanerne er helt tossede med.

Sjovt nok har Gigantor taget navn efter en japansk tegnefilm fra 60’erne (kaldet ”Tetsujin 28-go” i hjemlandet), hvilket er fuldt ud i overensstemmelse med de forsimplede, kulørte og undertiden næsten karikerede baner, bandet bevæger sig i. Candyfloss, lallende miner og langt mere tilfælles med et mindre kvalitetsbevidst The Beach Boys end Black Flag, vrede og bitre antræk. ”King of the Quickies” og ”If it Pops it Drops” er bestemt til at holde ud, men hvad resten af albummet angår, sætter kedsomheden hurtigt ind, og de to remixede versioner af ”No more New Drugs” er bare forbandet irriterende.

Et bekendtskab af den kriminelt uforpligtende slags kan det nok godt lige blive til, om Gigantor nogensinde får møvet sig op i pop-punkens førstedivision, tillader jeg mig altså stadig at tvivle på. Dertil er de simpelthen for banale og helt igennem almindelige. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM