gehenna - ww
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 14.03.05 Black Metal Moonfog/Target  --
 

Gehenna har åbenbart ligget i dvale i en øde del af den norsk tundra i snart 5 år, men nu er den værste søvn og rimfrost gnedet ud af øjnene, og bandet er tilbage med fornyede drømme om den totale sortmetalliske verdenskrig på comeback albummet ”WW”. På det forrige album ”Murder” forsøgte Gehenna sig med en mere beskidt death metal tilgangsvinkel, som ikke just faldt i alle deres fans smag, og med ”WW” er bandet da også søgt mere tilbage til deres oprindelige black metal rødder, uden dog ligefrem af sovse det hele til i keyboards som på deres første par albums. 

Mest af alt minder det nye album om stilen fra Gehennas efter min mening bedste og mest ondskabsfulde udgivelse, ”Adimiron Black” fra 1998, bare i en lidt mere primitiv og old school udgave. Det nye logo, det krigeriske cover-artwork og den rustne produktion udsender da også de rigtige nekrotiske signaler uden dog at gå gode gamle DarkThrone alt for meget i bedene. 

Ud over de to fede og fandens tunge numre, ”Flames Of The Pit” og ”Pallbearer”, eksekverer Gehenna de fleste af deres kompositioner i et midtempo crunch, hvor der fokuseres mere på at skabe en skummel stemning end på at slå alle eksisterende hastighedsrekorder. Numre som ”Grenade Prayer”, ”Silence The Earth”, ”Werewolf” og ”Abattoir” er glimrende eksempler på dette.

Egentlig er ”WW” et håbløst bagstræberisk album; det peger mere tilbage imod forne tiders black metal end frem imod en fornyelse af genren, og bide skeer med ”Adimiron Black” formår ”WW” desværre ikke helt. Alligevel er det godt at have Gehenna tilbage på scenen, og for fundamentalister, for hvem modernistisk black metal er en by i Rusland, og for hvem det ikke kan blive old school nok, kan ”WW” snildt være det album, der overbeviser disse om Gehennas fortsatte eksistensberettigelse ovenpå den atypiske ”Murder”. War is coming… -byrial









Kom med kommentar i vores FORUM