At der rent faktisk ville komme et nyt Funeral Mist album, blev først definitivt bekræftet af Norma Evangelium Diaboli kort før albummets udgivelse. Der havde været snak i krogene om, at det muligvis ville ske på et eller andet tidspunkt, men her blev al uvished fejet væk med fremvisning af covermotiv, trackliste og fastsat udgivelsesdato.

Den skærpede opmærksomhed skyldes, at Funeral Mist, der nu om dage er enmandsprojekt for Arioch (assisteret af en ukrediteret trommeslager), sjældent stikker hovedet frem. Men når noget materiale endelig lægges for dagen, har det altid været af højeste kvalitet. Sidste livstegn var tilbage i 2003 i form af ”Salvation”, hvis lige aldrig er hørt før eller siden pga. albummets helt igennem unikke blanding af iskoldt, voldeligt kaos og en overmægtigt dyster atmosfære fra start til slut. Intensiteten så vel som detaljegraden i sangskrivningen sprængte rammerne for, hvor vidt og bredt man kunne strække denne black metal afgrening. Derfor betragtes ”Salvation” af mange som et absolut mesterstykke inden for genren – og endda muligvis dens mest vægtige udspil på denne side af årtusindeskiftet.

”Maranatha” er et ganske andet værk end forgængeren. Dette valg virker konsekvent og velovervejet. En stemnings- og udtryksmæssig rovdrift på ”Salvation” ville i høj grad have spoleret formålet med at genaktivere Funeral Mist, da direkte, ekkoende fortsættelser af det unikke sjældent giver heldigt udfald. Ikke at ”Maranatha” undsiger sig det overrumplende kaos fuldstændig. Når først introen - bestående mestendels af ordene ’It’s a plague’ samplet over forvredne, dyriske brøl – er overstået, vanker der højtempo-prygl resten af nummeret ud, til det stopper lige så brat, som det satte i gang. Vokalen er relativt dyb, knurrende og udsættes endda for en ubehageligt mekaniserende effekt mod slutningen. Ingen antydning af at skulle fasttømre genkomsten med forsøg på at overbyde de mest umenneskelige hyl på ”Salvation”.

Herefter bliver omvæltningen særdeles udtalt. Tilbageholdenhed var ikke et begreb, der indgik i forskrifterne, som dikterede ”Salvation”, men netop det aspekt gennemsyrer ”Maranatha” adskillige steder, særligt på ”White Stone” som tager den praktiske anvendelse helt ud i ekstremerne. Fremdriften er minutiøs som nøje beregnende skridt henover forrådnet træværk, der knirker og knager ganske som den mere beherskede form, hvormed Arioch udspyr sin galde, inden der tages til og toppes af med messende kor i samplet form. De subtile antydningers kunst er i det store hele en effektiv tilføjelse.

”Jesus Saves!” rammer derimod som uvejr fra en klar himmel, og selvom man slippes både ind og ud af orkanens øje undervejs, er dette absolut blandt de mest direkte voldsomme indslag på ”Maranatha”, den minimalistiske outro til trods. Vokalen er atter dyb, mørk og alt andet end sammenlignelig med de karakterløse hvin og skrig, der hyppigt præger black metal genren. ”A New Light” veksler mellem tøjlesløs brutalitet og rummelige passager med tilføjet kirkekor. Her understreges to vigtige aspekter af lydproduktionen – den er stadig hård som granit, dog ikke så umenneskeligt kold som på ”Salvation”, men mere rummelig, hvormed sammensmeltningen af førnævnte elementer lykkes fuldt ud.

Den hyppigere brug af samples pointeres atter i introen til ”Blessed Curse”, hvor en ihærdig prædikant får lov til at folde sig ud som modspil til søsætningen af hovedriffet, der overraskende nok er knugende melankolsk. Med imponerende 12 minutters spilletid er der tale om den absolut længste komposition herpå. Det er ikke aggressivt hypnotisk som tilsvarende udstrakte ”Circle of Eyes” fra forgængeren, men mere tungsindigt dommedagsvarslende, hvilket toppes af med tungt gjaldende samples af blæsere hen mod klimakset. Efterfølgende kommer ”Living Temples” ustyrligt bestialsk fra start, men fanger inden længe lytteren på det forkerte ben i kraft af højdramatisk, forvreden og ikke helt af denne verden sang, hvis oprindelse der kun kan gisnes om, da klangen på samme tid fremstår maskinelt perverteret.

”Anathema Maranatha” brager igennem som modbydeligt harsk hymne, især på det punkt hvor titlens frase vræles ud med flammende kraft. Kronen på værket er dog ”Anti-Flesh Nimbus”, en på alle måder overrumplende finale. Den betyngende stemning, der allerede tidligere har været berørt, er endnu mere udtalt her, men fremføres med lumsk svulstighed. Mener man, at musikalsk ekstremitet primært opnås ved at kappes om hastighed, vil ”Anti-Flesh Nimbus” forhåbentlig ændre dette syn. Det uundgåelige vil komme uanset, hvilket tempo det dukker op i – en essens der afslutningsvis og definitivt indkapsles her. Under nummerets bølgen frem og tilbage med massive kor og dyster synth demonstreres også spændvidden af Ariochs vokal samtidig med, at der gives rigelig plads til både bas og trommer. Endvidere sætter det orkestrale klimaks et perfekt punktum for pladen som helhed.

I den grafiske præsentation er der absolut ikke sparet på noget. Vinyl-udgaven har jeg stadig til gode at se, men ved cd’en medfølger en 28-siders booklet med en fra side til side frit flydende, helt igennem konsekvent udformning. Coverets gustne, grålige stil med sammensmeltning af elementer, der ikke almindeligvis hører sammen, går igen som overordnet tema. Det er næppe for sarte sjæle.

Som ”Salvation” var forskellige fra ”Devilry” mini-albummet, der kom en håndfuld år forinden, adskiller ”Maranatha” sig også fra ”Salvation” og står på egne ben. Noget nærmest absurd uventet må indtræffe, hvis ”Maranatha” i løbet af ’09 skulle kunne fratages dets status som årets mest essentielle black metal værk. -guldmann

"Maranatha" kan købes igennem Targetshop HER

Kom med kommentar i vores FORUM