full blown chaos - within the grasp of titans
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 25.08.06 Metallisk Hardcore Alveran/Abacus Rachel
 

Hvad bandnavnet end måtte fremmane af forventninger, er der ikke megen kaos at komme efter på ”Within the Grasp of Titans”, men derimod serveres buldrende bølle-hardcore i næsten kvalmende supersize portioner. Det gammelkendte leveres ej med forfriskende gnist, og Full Blown Chaos besidder ikke skyggen af individuelle særpræg – eksempelvis som den isnende kant der gør Sworn Enemy noget mere spændende, eller den løssluppenhed der distancerer Bury your Dead fra horden af stillestående udøvere. Man må dog medgive, at de takket være Eric Rachel har reddet sig en noget federe produktion end f.eks. On a Warpath på deres alt andet end heldige debut. Men hver gang ”Within the Grasp of Titans” holder op med at spille, vil jeg stadig sværge på at have hørt det samme nummer tretten gange i træk, og det er der jo ikke megen udfordring i, måske lige med undtagelse af at holde et gab eller to tilbage undervejs.

Den manglende evne til markering i de enkelte numre gør, at bekendtskabet med albummet sjældent bliver mere spændende end at tage opvasken eller rette selvangivelse, og intet fokuspunkt er der at finde i Ray Mazzolas uengagerede, hæse stemme. Det meste andet lyder også som noget, du med interesse for stilen helt sikkert har hørt før – og ikke mindst bedre – hos 100 Demons, Hatebreed, Down my Throat, Angel Crew og mange, mange andre. Full Blown Chaos har måske fået klemt sig ind på årets Ozzfest, men identiteten til at blive det næste Hatebreed mangler. Ja, man kunne næsten mistænke dem for at tro, hardcore publikummet aldrig skulle tørste efter selv den mindste forandring. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men den manglende vilje til selv den mindste kursændring virker på bundlinien ganske slap og gør den hårde attitude svær at fordøje uden hovedrysten. Kun for de absolut mest ihærdige – ellers skal der mere til at imponere! Snup heller det nye Terror album med i farten. -guldmann












Kom med kommentar i vores FORUM