Debutalbummet ”Milliontown” fra 2006 lød i mine ører en smule gennemsnitligt, selvom det latente potentiale dog skinnede igennem hen imod slutningen af selv samme album. Nu er Frost så klar med opfølgeren ”Experiments in Mass Appeal”, og heldigvis er der lige præcis sket så meget udvikling i Frost regi at man begynder at kunne høre at bandet rent faktisk består af garvede kræfter i prog.-rock sammenhænge.

Stadig repræsenterer bassist John Jowitt (Arena, IQ, Jadis) og trommeslager Andy Edwards (IQ) rytmesektionen, mens John Mitchell (Arena, Kino, It Bites, The Urbane) står for guitararbejdet. Hovedmanden i Frost, keyboardspiller Jem Godfrey, har dog siden debuten indset at han gør sig bedre på tangenterne end bag mikrofonen, så til forskel fra ”Milliontown” har han på ”Experiments in Mass Appeal” overladt vokaltjansen til en vis Declan Burke, hvilket har vist sig at være en glimrende disposition, for hr. Burke synger endog ganske overbevisende.

Rent faktisk får Declan Burkes stemme mig til at tænke på Nick D’Virgilio fra Spock’s Beard, og i samme åndedrag minder musikken på ”Experiments in Mass Appeal” også en hel del om udtrykket fra de sidste par Spock’s Beard albums, hvor et mere direkte rocket og knapt så progressivt udtryk har været i højsædet. Godt nok er der bestemt delikate progressive elementer i Frosts musik, men Godfrey og Co. er bestemt ikke bange for at rocke godt og grundigt igennem som modvægt, og modsat debuten synes det melodiske indhold også en del mere tillokkende og holdbart i denne omgang.

Effektive eksempler på kombinationen af det melodiske og det rockede findes på numre som ”Welcome to Nowhere”, ”Dear Dead Days”, ”Falling Down” og ”Toys”, samt måske især ”Pocket Sun”, hvor Godfrey fremturer med en dejligt rå keyboard lyd, der giver kompositionen ekstra nerve og kant. På den drivende sentimentale ”Saline” er vi mere ovre i AOR/ballade området, men med et vellykket strygerakkompagnement, Godfreys diskrete pianospil og Mitchells indsats på akustisk guitar hiver Frost alligevel nummeret i land på fornem vis. Apropos John Mitchell, så har han på ”Experiments in Mass Appeal” virkelig genfundet noget af den klasse, der gjorde det elegante guitarspil på Kinos fremragende debut ”Picture” fra 2005 til et højdepunkt; i Frost regi udfolder han sig blot i en lidt mere fyndig og rockende stil end den lidt mere poppede tilgang i Kino.

Hvis ligesindede InsideOut Music kunstnere som nyere Spock’s Beard, Kino og GPS er sagen, kan Frosts ”Experiments in Mass Appeal” med fordel tjekkes ud; Frost revolutionerer godt nok intet i InsideOut Music sammenhæng med det nye album, men forbedringen fra debuten er bestemt tydeligt, det musikalske håndværk er mere end i orden og de fleste af numrene på albummet kan pga. deres stilfulde og direkte rock-udtryk høres utallige gange uden noget mærkbart tab af nydelse. Noget tyder på at Frosten er kommet for at blive... –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM