frantic bleep - the sense apparatus clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 14.02.05 Tech/Avantgarde Metal Elitist/Earache/Target  --
 
Endelig kom debutalbummet fra det underlige norske band Frantic Bleep! Efter at have hørt de fantastiske numre ”The 3rd Stage” og ”To Bleep or Not to Bleep?” fra Frantic Bleeps ”Fluctuadmission” demo, der bød på teknisk metal af den fineste og mest komplekse variant, var jeg spændt på at høre, hvad de mon havde fundet på til deres debut full-length ”The Sense Apparatus”, udgivet på Earache Records’ underselskab for eksperimenterende metal, Elitist. 

Lidt overraskende har bandet valgt at skrue betragteligt ned for det hypertekniske lydbillede fra demodagene til fordel for lidt mere konventionelle sangstrukturer, der dog alligevel har bibeholdt plads til et væld af spændende avantgardistiske tiltag. Selvom jeg indledningsvis var lidt skuffet over ikke helt at få den dosis snørklet, ultra-nørdet tech-metal, jeg havde sat næsen op efter, måtte jeg dog hurtigt overgive mig til Frantic Bleeps kompositoriske evner, der snart skulle vise sig at have givet anledning til et udfordrende, velproportioneret og sine steder fantastisk smukt album. 

Når Frantic Bleep i de afdæmpede passager benytter sig af skønsang, kommer man til at tænke på bands som Opeth og Winds, mens de mere tekniske og rytmisk udfordrende indslag mere minder mig om landsmændene i Spiral Architect eller amerikanske Spastic Ink. Fra tid til anden optræder der også nogle groove parter, der ofte har et let atonalt præg ikke ulig de canadiske art thrashers i Voïvod, og nogle avantgarde metal tendenser á la nyere Arcturus stikker også sit hoved frem engang imellem. Alle disse ingredienser er dog kombineret på en forbilledlig måde, der er helt Frantic Bleeps egen. Højdepunkterne på ”The Sense Apparatus” er numre som ”The Expulsion”, ”Sins of Omission” ,”Curtainraiser” og ”Mandaughter”, men rent faktisk holder alle skæringerne på albummet et meget højt niveau og har hver for sig noget spændende og selvstændigt at byde på. 

”The Sense Apparatus” er således et meget stærkt debutalbum fra et band, der sikkert kun lige er begyndt at realisere deres fulde potentiale, og jeg glæder mig allerede så småt til at høre, hvad de mon finder på i fremtiden. Har man mod på et lidt anderledes album fra et lidt anderledes band, kan jeg kun anbefale Frantic Bleeps ”The Sense Apparatus” på det kraftigste! –byrial









Kom med kommentar i vores FORUM