Ret synd at bandnavnet Kliché allerede er blevet brugt af Lars H.U.G. og kompagni i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, for det kunne ellers have været et skræmmende godt alternativ til det navn, britiske Forever until October har valgt at skæmme emo scenen med. Følelsesbetonet sangskrivning og oprigtig spillestil? Min bare…

De højere magter prøvede endda på at fri os for denne fuldlænge debut ved at crashe harddisken i studiet under indspilningsprocessen, men i stedet for som forventet at tude og kræve mælk og kiks, lykkedes det på en eller anden måde disse vatnisser at bånde hele uherligheden igen. Nogle folk kan bare ikke tage et hint. 

Om nogle hopper på det her, håber jeg så sandelig ikke, for FUT er indbegrebet af alt, hvad man kan hade ved emo scenen. Ynkeligt, vagt og slattent. Man finder på albummet slet ikke noget med samme kraft som hos f.eks. Thursday, Fugazi eller Rival Schools. Især vokalisten Phil Darroch står få svirpet sin bagdel med våde håndklæder, for så ville han da i det mindste have noget oprigtigt at pibe over. Og generelt virker musikken bare som om, at den er kreeret med lettere defekt kalkerpapir. 

Til alle de som i den seneste tid eventuelt skulle have oplevet mig ekstra spydig og bitter på en ganske særlig dag, kan jeg kun sige, at det nok har været lige efter, at jeg er blevet færdig med at skrive denne anmeldelse. Jeg undskylder mange gange, thi det var Forever until Octobers skyld. Hvem mon de selv kan prøve at skyde skylden for dette makværk på, når de en morgen vågner op og indser, hvad de har gjort? -guldmann 

Kom med kommentar i vores FORUM