Man må sige, at det her er en atypisk udgivelse fra Thorp Records, som ellers primært håndterer bøllehardcore og oldschool onduleringer, for jeg fik mig sgu et par chock undervejs.

a) Forever is Forgotten fremstår på bandbilledet i bookletten som svigermors drøm - der er virkelig langt til Madball eller Blood for Blood her.
b) Logoet på coveret ligner ikke noget fra spillernes beklædning i en college football kamp, men er i stedet udformet med skråskrift.
c) Gud og Jesus Kristus figurerer gentagende gange på takkelisten.
d) Der vælter et malstrøms-agtigt sammensurium af kaotisk metal og kornfed hardcore blandet op med enkelte letbenede indslag ud af højttalerne, når skiven indføres i laserovnen.

Ud fra disse beviser burde man ellers kun kunne udlede, at “The Architecture is Still Burning” var udgivet på enten Eulogy, Solid State eller Ferret, men nej – der står skam stadig Thorp på bagcoveret, og Forever is Forgotten sidder virkelig tungt på tangenterne, når det kommer at sparke en mindre, hvirvelstorm og tumult i gang gennem. Lidt ligesom Eighteen Visions på deres helt gamle skiver, men hvor 18V havde en tendens til at afgrænse kaoset tidsmæssigt, strækker albummet her sig over næsten 55 minutter, og det kan godt blive lidt for meget af det gode i det lange løb. Jeg kan i hvert fald på det varmeste anbefale, at man konsumerer udladningerne i todelte lyttesessioner, hvor de straks fungerer mere optimalt!

Tag alle de brutale elementer du kan komme i tanker om fra metal og hardcore, smid dem i en sort sæk, ryst godt og hæld resultatet ud – så har du nogenlunde en idé om, hvordan Forever is Forgotten opererer. Betonguitar, dobbelt stortromme, dissonans i soloerne, bjørnebrøl, råb, skrig, lidt grindede passager…you name it! Eneste afbræk i øretæverne er de sporadisk placerede melodiske indslag holdt på et niveau, hvor det aldrig bliver kvalmende eller stemningsdræbende. Vokalarbejdet er faktisk også ret alsidigt, da både den ene guitarist og bassisten ofte supplerer frontmanden Christopher Lopez på den front. Meget rart ikke kun at skulle udholde det samme abebrøl fra start til slut.

Af og til virker det som om, at de ikke helt ved, hvor de vil hen, men jeg tør nu alligevel godt spå, at albummet er aktuelt som et supplement for folk, der dyrker Torn Apart, gammelt From Autumn to Ashes, Remembering Never og lidt Shadows Fall. Det tager noget tid at bryde koden, men det kan helt sikkert lade sig gøre, så giv endelig Forever is Forgotten en chance ekstra, hvis de ikke lige hitter i første omgang. Vi er vist efterhånden ved at lære, at fremtidens voldelige og desperate musikalske output ikke altid kommer fra langhårede, kannibalistiske skovtrolde længere. Naboens gode sønner kan også være med. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM